Bibzoom som digital kampscene

07-06-2012 af Sabrine Mønsted
For tre dage siden blev Bibzoom udråbt til at være Spotifys udfordrer. I dag er tjenesten blevet forladt af flere store musikselskaber, og er blevet til kampplads om digitalt indhold.

 "Vi og vores artister har ikke givet samtykke til denne her tjeneste, og vi vil ikke være med", siger administrerende direktør i Universal Music, Casper Bengtson til Børsen om Bibzoom, der blev relanceret for tre dage siden.

Bibzooms underleverandør Basepoint Media bliver beskyldt for ikke at have orden i aftalerne og desuden have en større gæld til flere musikselskaber blandt andet Artpeople, der også har trukket sit repertoire fra Bibzoom. 

Områdedirektør Flemming Munch fra Statsbiblioteket, der er ansvarlig for projektet, tror ikke det reelt er et spørgsmål om "klatgæld, jura og aftaler", men mere en kamp om, hvem der fremadrettet må tilbyde digitalt indhold, og om bibliotekerne overhovedet må have attraktive digitale tjenester.

Men hvad er der gået galt, siden flere musikselskaber trækker sig i dag fra Bibzoom?

- Vi har bedt Basepoint Media bekræfte, hvad der er op og ned i denne her sag. De har bekræftet, at de har de rigtige juridiske aftaler, og at de også har noget gæld, som de afdrager planmæssigt. Det er de samme aftaler, som har været gældende de seneste mange år.

Er det ikke jeres ansvar, at aftalerne er i orden?

- Overordnet er det selvfølgeligt vores ansvar, når vi vælger leverandør i dette tilfælde Basepoint Media. Det er en aftale, der har fungeret i otte år, og der er aldrig nogle, der har anfægtet den før. Jeg tror, problemet er opstået, fordi bibliotekerne nu har lavet en service, der er brændt igennem, og det bekymrer tilsyneladende nogle musikselskaber. Vi må gerne lave public service, det må bare ikke virke »for godt«.

Hvis aftalerne gennem Basepoint Media er i orden, hvordan kan selskaberne så trække musikken ud?

- Hvis pladeselskaberne trækker musikken ud, vil Basepoint Media bryde den kontrakt de har med os, og det må vi så overveje, hvad vi vil gøre ved. Tilsvarende kan Basepoint Media i givet fald sagsøge pladeselskaberne for kontraktbrud, men det er nok lidt tænkt og under alle omstændigheder kompliceret.

Hvad gør I konkret nu?

- Udover at vi har tjekket op på aftalerne med Basepoint Media, har vi udsendt en pressemeddelelse, hvor vi opfordrer pladeselskaberne til dialog, og bedt Basepoint Media sende invitation til drøftelser med alle interessenter.

Hvad får det af konsekvenser for Bibzoom?

- Lige nu er Bibzoom blevet en kampplads, og konsekvensen kan være, at der er indhold, der bliver trukket ud. Det er vigtigt at forstå, at det der foregår nu påvirker rammerne for biblioteker og digitalt indhold generelt. Bibliotekssektoren skal holde på, at det er public service. For skal biblioteket pakke samme, hver gang en privat operatør vil ind på et af de digitale indholdsmarkeder, så har vi et eksistentielt problem. Vi skal huske, at Bibzoom startede i 2004, altså mange år før Play, Wimp og Spotify valgte at agere på den digitale musikarena, siger Flemming Munch.

Frygt for at konsekvensen, hvis Bibzoom knækker

Formand for Bibzoom, bibliotekschef for Aabenraa Bibliotekerne, Morten Fogh vil ikke direkte forholde sig til de konsekvenser, det kan have for Bibzoom, hvis aftalerne med musikselskaberne og Basepoint Media alligevel skulle vise ikke at holde vand.

- Det er ikke det senarie, jeg arbejder ud fra. Jeg er sikker på, at Bibzoom har deres aftalegrundlag i orden i forhold til Basepoint Media, og når Basepoint Media siger aftalerne er i orden med musikselskaberne, tror jeg på det, indtil andet er bevist, siger Morten Fogh. Som Flemming Munch, tror han, at det, der udspiller mellem Bibzoom og pladeselskaberne lige nu, handler mere om bibliotekernes fremtidige eksistensvilkår og opgaver end om relanceringen af Bibzoom.

- Skulle det rent hypotetisk lykkes at knække Bibzoom, så er en ladeport åben for også at knække de andre digitale bibliotekstjenester for eksempel e-Reolen og Filmstriben, hvor der er og kan komme flere kommercielle aktører på banen, siger han.

- Mit frygtsenarie opstår, hvis vi kommer til at stå i den situation, at folkebibliotekerne alene skal tage sig af det fysiske bibliotekstilbud, mens kommercielle aktører tager sig af de digitale ydelser. Hvor har vi så danskernes digitale bibliotek?, siger Morten Fogh.

Berlingske Tidende

Børsen 

Pressemeddelelse fra Statsbiblioteket 7. juni 2012: Bibliotekerne og pladeselskaberne har fælles interesse

Pressemeddelelse fra Basepoint Media 7. juni 2012: Basepoint Media har aftalerne i orden