Del Din Viden har rundet de 200 artikler

I løbet af årets første måneder har Perspektivs forum for videndeling, Del Din Viden, rundet imponerende 200 bidrag skrevet af bibliotekarer og andre fagpersoner.  På perspektiv.bf.dk/Del-Din-Viden kan du nu nærmest finde artikler om alt mellem himmel og jord – inden for fagområdet naturligvis.
Den søde og kloge ugle er logo for Del Din Viden. Illustration: Pernille Mühlbach

Del Din Viden gik i luften i efteråret 2009 med det mål at give fagets udøvere mulighed for at udveksle erfaringer, meninger og ideer i et åbent fagligt forum.

Perspektivs læsere og andre brugere tog godt imod initiativet og har indsendt artikler om alt fra åbne biblioteker og sociale medier over enterprise search til guitarudlån på bibliotekerne og markedsføring af licenser. Kort sagt: Del Din Viden har takket være de mange bidragydere udviklet sig til en mangfoldig erfarings-, ide- og vidensbank for bibliotekarer, kulturformidlere, informationsspecialister og ligesindede.

Prisen for at dele
Sitet har nu rundet de 200 artikler, og det tal vokser uge for uge. Hver måned bliver resumeer af artiklerne fra Del Din Viden bragt i Perspektiv, og enkelte artikler bliver trykt i fuld eller lettere forkortet form i fagmagasinet.

Et dommerpanel kårer hvert år den bedste artikel på Del Din Viden og belønner skribenten med 10.000 kroner. I år uddeles Del Din Viden Prisen på Bibliotekarforbundets generalforsamling, der finder sted den 27.-28. oktober. Nærmere information om konkurrencen følger senere på året.

Du er altid velkommen til at kontakte redaktionen, hvis du har spørgsmål omkring Del Din Viden. Skriv til lkn@bf.dk

 

Sådan indsender du en artikel

Læs artiklen, der vandt Del Din Viden Prisen 2011
 

Skriv en kommentar