Del din viden - og vind!

Hvert år kårer et dommerpanel årets bedste artikel på Perspektivs videndelingssite, Del Din Viden. Indsend din artikel inden den 15. september og deltag i konkurrencen om Del Din Viden Prisen på 10.000 kroner.
Illustration: Pernille Mühlbach

For tredje år i træk uddeler Bibliotekarforbundet en pris til årets bedste artikel på Del Din Viden. Prisen på 10.000 kroner bliver overrakt til vinderen i forbindelse med Bibliotekarforbundets generalforsamling i Torvehallerne i Vejle den 27.-28. oktober.

Den bedste artikel udvælges ud fra to hovedkriterier. For det første skal der være tale om en artikel, der inspirerer og gør kollegaerne klogere, og derudover er det vigtigt, at artiklen er godt formidlet.

Svært at vælge 
I skrivende stund er mere end 60 artikler med i opløbet om at kapre vindertitlen, men mange flere kan nå at komme med i feltet. Alle artikler indsendt til sitet frem til den 15. september har mulighed for at komme i betragtning til prisen. 

- Det er en svær opgave at vælge årets bedste artikel på Del Din Viden, for der er rigtigt mange velskrevne og interessante bidrag at vælge imellem, siger Bibliotekarforbundets formand, Pernille Drost.

Hun har en fast plads i dommerpanelet, der desuden tæller Perspektivs redaktør Anette Lerche og tre repræsentanter fra henholdsvis det statslige, det kommunale og det private ansættelsesområde.

Prisen uddeles kun ved personligt fremmøde til generalforsamlingen.

 

Besøg sitet

Indsend artikel til Del Din Viden

Skriv en kommentar