Jens Thorhauge stopper som direktør

24-02-2012 af Anette Lerche
Områdedirektør i Kulturstyrelsen, tidligere direktør for Styrelsen for Bibliotek og Medier, Jens Thorhauge forlader sin stilling med udgangen af april.

Efter 15 år som direktør i først Biblioteksstyrelsen, så Styrelsen for Bibliotek og Medier og senest som områdedirektør i Kulturstyrelsen har Jens Thorhauge valgt at sige stop.

- Beslutningen er taget for lang tid siden. For jeg havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville forlænges sidst, men blev det alligevel, fordi der var nogle ting, som skulle gøres færdigt. Men nu er det gjort, og jeg synes, at 15 år er nok, siger Jens Thorhauge om sin beslutning.

Der vil dog ikke være tale om, at Jens Thorhauge, der er 66 år, vælger at lade sig pensionere fuldstændig. 

- Jeg vil stadig være til rådighed og udføre konsulentarbejde, for der er masser af arbejde tilbage i mig, konstaterer han.

Der vil være afskedsreception 17. april.

Skriv en kommentar