Er brugerne tilfredse?

28-08-2012 af Sabrine Mønsted
Brugernes tilfredshed med bibliotekerne skal måles igen i 2013. Håbet er, at endnu flere biblioteker end i 2011 vil deltage, så det giver mening at sammenligne bibliotekerne nationalt.
Arkivfoto: Jakob Boserup

I 2011 deltog 116 biblioteker i den største biblioteksundersøgelse herhjemme, der satte fokus på brugernes tilfredshed og benyttelsen af biblioteket. I en artikel på Del Din Viden på perspektiv.bf.dk opfordrer det netværk, der blev dannet efter den sidste undersøgelse, flere biblioteker til at være med, for at gøre resultatet så brugbart som muligt.

»Hvis vi nu ikke havde haft 21 andre biblioteksvæsener at sammenligne os med, ja så havde vi jo ikke haft noget der kunne bruges til at vise, at det var et godt resultat. Så havde vi bare haft et resultat«, siger Jane Grønbech Poulsen fra Vordingborg Bibliotekerne.

Udvikling gennem andres erfaringer
Den Nationale Benchmarkundersøgelse er bestilt og støttet af Kulturstyrelsen - Center for Bibliotek, Medier og Digitalisering og det overordnede mål er at udvikle det enkelte bibliotek og biblioteksvæsen gennem sammenligning og med fokus på de gode erfaringer. Det er også styrelsens håb, at så mange biblioteker som overhovedet muligt er med i næste undersøgelse, står der i artiklen på Del Din Viden.

»Det er væsentligt, at benchmarkundersøgelsen udgør en samlet national kvalitetsmåling, så resultaterne kan være med til at påvirke udvælgelsen af nye nationale indsatsområder«, siger kontorchef Jakob Heide Petersen.

Vil du vide mere eller tilmelde dig næste undersøgelse kan du læse mere på www.centralbibliotek.dk/nationaleprojekter

 

Netværkets arbejde kan du læse mere om på www.centralbibliotek.dk under "Netværk - Benchmarking 2011".

Læs hele artiklen Bedre Biblioteker af Line Hoffgaard på Del Din Viden: http://perspektiv.bf.dk/Del-Din-Viden/Artikler/2012/8/BedreBiblioteker

Skriv en kommentar