Forfatterskole for unge

26-10-2012 af Sabrine Mønsted

Otte kommuner og hovedbiblioteker fra Ringsted til Odsherred er gået sammen om at lave otte forfatterskoler for unge i 14-18 års alderen. Der er ansøgningsfrist 1. december.

Forfatterskolen for unge kommer til at køre over halvandet år en gang om ugen på det lokale bibliotek. I efterårsferien 2013 mødes alle 90 elever og deres undervisere på et intensivt internat, og den første weekend i februar skal de til litteraturfestivalen LITT TALK festival på Vallekilde Højskole, hvor de skal optræde i 2014.

Underviserne er blandt andet Malene Kirkegaard, Jens Blendstrup og Lise Bidstrup.

Dyrk interesse for litteratur

Forfatterskolen sigter både efter at være talentudvikling for forfatterspirer samt en mulighed for at møde andre unge med samme interesser for litteratur, sprog og fortællinger.

De enkelte forfattere lægger selv deres undervisningsplan. I Odsherred starter forfatterskolen med at skrive et teaterstykke til det lokale unge-teater og i Kalundborg skal eleverne skrive eventyrlige noveller og audiowalks.

Forfatterskolerne finansieres af Kulturregion Midt- og Vestsjælland samt Huskunstnerordningen og er et samarbejde mellem de otte kommuners biblioteker.

Skriv en kommentar