Kom tilbage til forhandlingsbordet

07-11-2012 af Sabrine Mønsted
Sådan lød opfordringen til biblioteker og forlag fra kulturordførerne til høringen på Christianborg den 7. november om situationen på bogmarkedet.

Kan I da ikke snart finde en løsning? lød det fra Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, om de sammenbrudte forhandlinger mellem forlag og eReolen.

- Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at vi får en aftale på plads, så eReolen bliver et online alternativ til det fysiske bibliotek, men jeg forstår godt, at der skal være plads til et kommercielt marked, sagde Michael Aastrup Jensen og understregede, at han ikke kunne følge det argument, der har været fremført fra eReolens side om, at brugerne ikke ville kunne acceptere at vente på en e-bog.

Færre danske bøger
Flere kulturordførere gav udtryk for, at bibliotekerne måtte rykke sig mod forlagene. 
Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, der selv er forlægger, mener, at bibliotekerne i højere grad må indrette sig efter og understøtte det private marked. Han kaldte eReolens indstilling »lidt stædig« og opfordrede forhandlerne til at vende tilbage til forhandlingsbordet og lave en aftale alle kan leve med, ellers vil konsekvensen på sigt være færre danske bøger, sagde han.

Stridspunktet mellem forlagene og konsortiet bag eReolen, som forhandlingerne faldt på, er modellen for udlån. Forlagene ville gerne afprøve en licensmodel, mens konsortiet ville fortsætte med den hidtidige klikmodel.

Prøv flere modeller
Et panel på seks relevante aktører på bogmarkedet gav hver deres bud på situationen i dag, og de udfordringer vi står over for. I panelet sad blandt andet direktør i Forlæggerforeningen, Christine Bødtcher-Hansen, direktør i Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen-Hansen, formand for Dansk Forfatterforening, Jo Hermann og formand for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost.

Pernille Drost sagde, at Bibliotekarforbundet principielt er imod licensmodellen, fordi det er den analoge verden i den digitale, men af respekt for, hvordan markedet ser ud i dag og forlagenes vilkår, bør man ikke udelukke at gøre forsøget med forskellige modeller. 

Høringen om bogmarkedet havde tre emner på dagsordenen. Udover bibliotekernes rolle i forhold til e-bøger var det prisstrukturen på bogmarkedet og udviklingen i forhold til e-bøger generelt. 


  
Se høringen i kulturudvalget på Folketingets hjemmeside

Skriv en kommentar