Ny platform til e-bøger

09-10-2012 af Sabrine Mønsted

Mens eReolen og de danske forlag er i gang med de sidste svære forhandlinger om vilkårene for udlån af e-bøger, melder en ny spiller sig på banen. Danske eMediaservices lancerer om kort tid en ny platform til udlån af e-bøger.

I en række spansktalende lande er platformen for udlån af e-bøger udformet, så forlagene kan sætte de begrænsninger, de ønsker for udlån, helt ned på den enkelte titel. Direktør i eMediaservices, Søren Mikkelsen, der snart udbyder platformen i Danmark, håber, at den kan blive et alternativ til eReolen.

Til branchebladet BogMarkedet siger han blandt andet den 8. oktober:

»Den væsentligste forskel på vores system og eReolens er, at vores kan indrettes i forhold til de ønsker, som forlagene og bibliotekerne har. Det lokale bibliotek kan gå ind og lave sit helt eget sortiment af e-bøger, som de allerede gør i dag for papirbøger. Dermed kan de lokalt udvælge det materiale, de ønsker at tilbyde deres lånere, hvilket biblioteksloven siger, de skal. Samtidig giver systemet mulighed for, at det enkelte forlag og bibliotek kan forhandle om stort set alle forhold om udlånet helt ned på den konkrete titel.«

Softwaren til den nye platform forventes at være klar i løbet af en måneds tid.

Projektleder for eReolen, Bo Fristed, vil først kommentere på den nye platform, når han har flere oplysninger om, hvad den reelt indeholder.  

Skriv en kommentar