Nye litteraturformer udfordrer bibliotekerne

11-04-2012 af Sabrine Mønsted
Bibliotekerne er nødt til at forholde sig til de nye litteraturformer i deres formidling. Performancelitteratur, litterære installationer og anden elektronisk litteratur skal bringes ind i biblioteksrummet, for ellers mister bibliotekerne den facilliterende rolle til museer og litteraturhuse.

Litteratur er ikke længere kun bundet til bogen. Den blander sig mere og mere med andre kunstformer, hvilket stiller krav til bibliotekernes formidling. Et projekt i Aarhus og Roskilde Bibliotekerne skal sætte fokus på de nye litterære tendenser og resulterer i et katalog med ideer og koncepter til alle biblioteker om, hvordan de bringer den nye formidling ind i biblioteksrummet.

- Traditionelt formidler bibliotekerne forlagslitteratur og overser de nye litterære genrer, som også bør vær en del af bibliotekernes tilbud til borgerne, hvis vi fortsat vil være en central kulturformidlingsinstitution, siger projektlederen fra Aarhus på det toårige projekt, Litteraturen finder sted, Dorthe Larsen.


Intim poesibrunch

Performancelitteratur er, når der sker en iscenesættelse og ofte inddrages andre kunstformer. Det kan eksempelvis være en forfatter, der læser op af sit værk krydret med musik og billeder.
Det er især unge forfattere som eksempelvis Ursula Andkjær Olsen, Amalie Smidt, Asta Olivia Nordentoft og Morten Søndergaard, der gør brug af de mange forskellige kunstformer i deres litteratur. 

 I Aarhus har de med stor succes forsøgt sig med poesibrunch i samarbejde med en lokal cafe, hvor forfatterne læser op og samtaler om deres værker.
- Den stemning og intimitet skal vi forsøge at overføre til bibliotekerne for eksempel ved at ændre biblioteksrummet og give brugerne nye oplevelser med litteraturen, siger Dorthe Larsen.


Positive tilbagemeldinger

Det kan være lyttestationer, hvor man kan høre en forfatter læse op, eller en scene, som for eksempel på Aaby Bibliotek, med skærme i forskelige størrelser. Her har forfatteren Eva Tind Kristensen foldet sit litterære værk ud med en blanding af oplæsning, film og billeder.

Målet i Aarhus er én ny performancelitterær oplevelse om måneden, og indtil videre har bibliotekerne fået positive tilbagemeldinger. 
I Roskilde er fokus på formidling af elektronisk litteratur. Det er værker, der er skabt specifikt til det medie, de eksisterer i, og de giver ofte først mening, når en bruger interagerer med dem.

Følg projektet på www.netlitteratur.dk

Og læs artiklen om projeket på Del Din Viden Litteraturen finder sted 

Skriv en kommentar