Den lige adgang er utopi

14-09-2012 af Anette Lerche
Skal bibliotekerne eje det digitale indhold. Og skal de digitale tilbud være ens på tværs af kommunegrænserne? Perspektivs debataften løste ikke de digitale udfordringer. Til gengæld kom debatten rundt om eksempelvis digitalisering, e-ressourcer, materialevalg, karenstid og værdien af at eje eller ikke at eje. Læs her udpluk fra debatten.
Et af de spørgsmål, der lød fra deltagerne til Perspektivs debataften var, om det i virkeligheden er en national opgave at stille det digitale indhold til rådighed for borgerne? Andre foretrak klart en model, hvor det digitale materialevalg blev foretaget lokalt. Foto Jakob Boserup
Er det bibliotekernes opgave at sikre fri og lige adgang til det digitale indhold? Det spørgsmål stillede Perspektiv og inviterede til debataften om bibliotekernes rolle i forhold til det digitale indhold.

I debatpanelet sad Thomas Angermann, vicebibliotekschef i Gentofte Bibliotekerne, Mogens Vestergaard, bibliotekschef i Rosilde Bibliotekerne, Trine Nielsen Områdedirektør i Kulturstyrelsen, og Pernille Drost, formand i Bibliotekarforbundet.

Undervejs i debatten spurgte Perspektiv ud blandt de knap 60 tilhørere, om det er en biblioteksopgave at sikre den fri og lige adgang til alt digitalt indhold. Her var det tydeligt, at de mange tilhørere var delte på spørgsmålet, og mange tilkendegav, at de var i tvivl. Et andet spørgsmål gik på, om det er rimeligt, at der er så stor forskel på, hvilket digitalt tilbud borgerne får, blot fordi de bor i forskellige kommuner?

- Ville det ikke være fantastisk, hvis en borger valgte at flytte udelukkende, fordi der var et bedre bibliotekstilbud i en anden kommune, sagde Thomas Angermann, der ikke har problemer med kommunale forskelle. Han mener, at bibliotekerne skal holde fast i deres lokale forankring.

Den lokale forankring var også noget Trine Nielsen holdt fast i som meget vigtig. Dog mente både hun og Mogens Vestergaard, at når lovgivningen taler om lige adgang til alle borgere, så bør der også kunne findes en løsning, som gør det muligt, at det digitale indhold kan udlånes på tværs af kommunegrænserne.
Pernille Drost ønsker også, at digitalt indhold kan deles på tværs. Men vurderer, at det ikke er muligt i øjeblikket på grund af licenserne.
- Der er stor forskel på bibliotekerne i forvejen. Det er en utopi at tro, at alt kan blive totalt lige.

At eje eller ikke at eje
En anden væsentligt emne, der blevet taget op i løbet af den to timer lange debat var, hvorvidt bibliotekerne skal eje det digitale indhold, de stiller til rådighed for borgerne. Eller om bibliotekerne for eksempel kan formidle musik via Spotify.
- Hvad så hvis Spotify lukker ned? Vi skal sikre adgangen, konstaterede Mogens Vestergaard.

Pernille Drost konstaterede, at bibliotekerne heller ikke ejer det indhold, de formidler på eksempelvis Bibzoom.

Undervejs i diskussionen blev der også talt om hvorvidt de ressourcer, der bliver brugt på digitale tjenester og databaser egentlig er givet godt ud. Ved vi, hvad de giver på bundlinjen, gør de en forskel?
Netop værdien af de digitale tjenester var en opgave, som Trine Nielsen tog til sig.
- Jeg synes, det er relevant at undersøge. Den tager jeg med hjem.

Kommentarer (3)

20. september 2012 kl. 08:43
Først en hurtig kommentar til dig Thomas Angermann, som ifølge referatet ikke kan se problemer i en støt voksende forskellighed (jeg tror måske du forveksler begreberne mangfoldighed og mangelsituation), når det gælder bibliotekernes tilbud af digitale kultur- og informationsressourcer til borgerne. Du synes nærmest, det er fantastisk, hvis et bibliotekstilbud bliver så ringe, at folk flytter fra kommunen. Det kommer aldrig til at ske, det er en illusion. Andre parametre betinger flytning. Alene af den grund kommer vi nok heller aldrig rigtig til at konkurrere om, hvem der har det bedste biblioteksvæsen - en konkurrence, hvor taberens kommune tømmes for borgere sjov at tænke på – men heller ikke mere end det.
Men lad os et øjeblik tage din strategi for pålydende og alvorligt.
I et overordnet nationalt perspektiv ville det så være "fantastisk", hvis vi alle forlod vores kommuner fordi folkeskolen var ringe?, fordi børnehaverne var dårlige? fordi der var for langt til lægen? osv. Jeg tror det ikke - jeg tror ikke det ville være "fantastisk", hvis vi alle klumpede os sammen i Gentofte eller et andet sted i den mere velbjergede del af Østdanmark. Til gengæld synes jeg, at det er rigtig smart, at vi bor sådan lidt rundt omkring. Og det er jo heldigvis også det vi gør. Og lige præcis i vores sammenhæng, hvor den ydelse vi taler om er digital og derfor uendelig let at distribuere har vi (i modsætning til andre velfærdsydelser) alle muligheder for at blive boende, hvor vi gør. Det er en samfundsmæssig skævert, hvis det er geografien, som afgør den enkeltes mulighed for til stadighed at kvalificere sit liv, sit medborgerskab og sin orienteringsevne. I denne dannelsesproces, som formodentlig varer hele livet, spiller bibliotekerne faktisk en rolle. For nogen en stor rolle - for andre en mindre. Man skal blot selv have lov til at vælge og fravælge. Det går altså ikke, at demografiske, kommunale, økonomiske, ophavsretslige og andre strukturer afgørende betinger individets mulighed for at tilgå de ressourcer som i den aktuelle situation tilfører den enkelte lige netop den merværdi, som på kort eller lang sigt giver bundlinje i livet. Hvis "lokal forankring" betyder retten til at sige nej til det moderne digitale bibliotek, så er denne forankring vel næppe et entydigt gode.
Det går heller ikke, at et platformsskifte og ny teknologi næsten over natten tilsidesætter de kulturpolitiske intentioner og visioner, som blandt andet ligger i biblioteksloven - men som generelt ligger i hele forestillingen om videnssamfundet. Jeg ved ikke om "fri og lige adgang" i en digital tid er en utopi - vel snarere en vision om, at nu som før er fri tilgængelighed til informations- og kulturressourcer et afgørende biblioteksanliggende (det virker selvfølgeligt at tilføje: og de ophavsmænd/damer, der producerer ydelserne skal NATURLIGVIS fortsat have deres legitime betaling – der mangler blot lidt lovgivning og nogle ordentlige forretningsmodeller på det område) - men hvad der nok er vigtigere, fri tilgængelighed er et samfundsmæssigt anliggende, der handler om, hvorvidt distribution af kultur og information i Danmark helt og holdent skal overlades til markedet.
En ting ved jeg. Og det er, at hvis vi giver op nu og laver bibliotekerne om til lytte-klubber og samtalecentre, der fedter rundt i kortfilm og andet, der vurderes som kommercielt uinteressant. (jævnfør Drost, Angermann, Fjord og Mørk tidligere på året), Så har vi at gøre med en dystopi, som jeg afstår fra at løse billet til.
1. oktober 2012 kl. 11:18
Kære Lars,

Tak for indsparket.

Først kunne jeg godt tænke mig at udfordre udsagnet i denne artikel om at “lovgivningen taler om lige adgang til alle borgere”. Hvor står det i loven? Jovist er der en masse om ligestilling af materialetyper (en slags positivliste på formen), noget om at børn og voksne skal betjenes lige og at de der ikke kan komme ned på biblioteket skal hjælpes. Men intet om at adgang til indhold skal være den samme på tværs af kommunegrænser. Der er faktisk i loven flere eksempler på ulighed (se eksempelvis § 22, § 23, § 29). Forstå mig ret, jeg er ikke imod lighed og går ind for tiltag som eksempelvis det fysiske lånesamarbejde, men kæmper primært for at vi som kommunalt biblioteksvæsen har mulighed for at arbejde lokalt strategisk og politisk med vores virksomhed. En statsliggørelse/mindstekravsspecificering af “kernen”kan få den konsekvens (og nok især i Vestdanmark - som dit forsvar primært gælder) at lokale politikere tænker at opgaven er løst med det. Ingen lokalpolitikere kan stilles til ansvar eller hyldes og det tænker jeg må være demotiverende i et lokaldemokrati.

Ja. Du kan have ret i at kommentaren om at flytte kommune pga. bibliotekstilbuddet, var sagt med et glimt i øjet for det er nok ikke sandsynligt at det vil ske så eksplicit som jeg lægger op til. Vi er enige om at det er givet at folk flytter af andre årsager! Jeg ved dog at folk vælger at slå sig ned i gode skoledistrikter og at det endda smitter af på boligpriserne, at afstand til sportsfaciliteter og -tilbud kan være afgørende, at en biograf eller et teater kan gøre en by mere attraktiv frem for en anden. Skal vi bare acceptere at biblioteket ikke kan blive en del af det game?

Er den fri og lige adgangs Return Of Investment for uklar siden nogen politikere ikke prioriterer den så højt som ønsket af os selv? Er det fordi effekten er svær at (be)vise eller fordi den er for lille til at punktmåle som ”bundlinje i livet”? Hvem er det i øvrigt mere konkret vi forsvarer når vi kæmper for ”fri og lige adgang til alt indhold”?

Under debataftenen blev det klart at “fri og lige adgang” kan og bør nuanceres. Der er tonsvis af barrierer inden det overhovedet begynder at handle om det konkrete indhold. Alt fra borgerens kompetencer til vores egen evne til at formidle skaber ulighed. Hvis “fri og lige adgang” blot er en ny økonomisk udligningsnøgle eller opgør med overbygningsbibliotekerne, så lad os tale om det. Jeg tror bare ikke det løser dit grundlæggende problem.
1. oktober 2012 kl. 15:59
Hejsa Thomas!
Jeg har desværre ikke tid til at kommentere hele din replik, som ellers åbner mange interessante perspektiver.
Men jeg prøver lige med et par af dine udsagn.
Det med loven - og i den forbindelse lovens legitimering af ulighed - kan du have ret i. Men jeg tror ikke, at skaberne af loven havde forudset en fremtid, hvor flere og flere af bibliotekernes traditionelle kultur- og informationsprodukter ville skifte platform og blive netbaserede. Og jeg tror slet ikke, at de havde forudset den hast, hvor med det sker og konsekvensen af det. Resultatet er jo paradoksalt nok, at diverse licensaftaler o.a. umuliggør, det der egentlig var hensigten med det interurbane lånesystem og dermed umuliggør en del af det kompleks, man kan kalde "fri og lige adgang". Før i tiden (i går!!!) kunne brugeren af et givent folkebibliotek, som ikke havde anskaffet lige det han havde brug for i situationen, rekvirere det ønskede fra et andet bibliotek. Det tog lidt tid - men brugeren fik sit materiale. Det vil han ikke nødvendigvis få i en meget nær fremtid - allerede nu er der problemer! Adgangen til kultur- og informationsressourcer er faktisk blevet noget mere besværlig i vores digitale i vores digitale samtid af grunde, jeg har nævnt. Og lige præcis her, tror jeg, at vi er i nærheden af en ulighed, som hverken er rationel eller nationalt set hensigtsmæssig. Den oprindelige DDB vision er langt hen ad vejen funderet i dette synspunkt.
Jeg tror du har meget ret i, at branchen ikke har været klar nok (men den er jo tilsyneladende heller ikke helt enig) i spyttet, når det gælder italesættelsen af "Return of investment" i forhold til den lige adgang. Det er vores egen skyld - og det må vi sammen kunne gøre bedre.
Lige til sidst - og for en ordens skyld.
Jeg elsker centralbiblioteker - incl. Gentofte!
De er pt. uundværlige, når nationale, visionære bibliotekstiltag skal initieres - men derfor kan man jo godt diskutere (altså os alle sammme - også kunderne - som b.la. er undertegnede) om udviklingen betyder nye og andre anvendelsesmuligheder i forhold til CB-midlerne. Selvfølgelig fortsat administreret af "de seks" - men måske med udgangspunkt i en anden fordelingsnøgle "de seks" imellem og et andet ydelsesfokus. Men det ligger vist lidt uden for vores diskussion :-)

Skriv en kommentar