Rigmand vil redde verdens bøger

15-05-2012 af Sabrine Mønsted

Litteraturen skal sikres overlevelse i den digitale tidsalder, mener en amerikansk rigmand, der er ved at opbygge bøgernes Noahs Ark. I Danmark er bibliotekerne redningsflåden.

En amerikansk rigmand har som mål at indsamle ét eksemplar af alle bøger i verden. Arkivfoto: Jakob Boserup

Rigmanden Brewster Kahle vil gemme et fysisk eksemplar af hver eneste bog i verden. Noget af en opgave, men hvem andre end manden, der også står bag The Internet Archive, der i dag har arkiveret 150 milliarder skærmbilleder af hjemmesider og vil indscanne alle verdens bøger, skulle kaste sig over den.

- Bøgerne kommer fra biblioteker, som sender os dem i stedet for at smide dem ud.  Og fra private donationer - skriv endelig, at dine læsere gerne må donere, siger Robert Miller, daglig leder af arkivet, til dagbladet Politiken.

Containere i Californien
The Physical Archive, der ligger i en kæmpe lagerhal i det nordlige Californien, samarbejder med over 1.000 biblioteker på verdensplan, blandt andet i Danmark.
Medarbejderne registrerer bøgernes identifikationsnummer og katalogiserer dem. De bliver opdelt efter kategori og type og får en stregkode, før de bliver begravet i containerne.

Herhjemme er det også vigtigt, at vi har fokus på at gemme fysiske eksemplarer af materialerne, mener Jonas Fransson, der er ph.d.-studerende ved Det Informationsvidenskabelige Akademi, IVA, med fokus på digital kulturformidling.

- De digitale formater vil løbende ændre sig og ikke nødvendigvis have samme levetid som de fysiske. I Danmark og Sverige er bibliotekerne bøgernes Noahs Ark, hvor alle, i hvert fald trykte udgivelser, systematisk gemmes, siger han.

 

Læs mere om projektet i Politiken

Skriv en kommentar