Videngruppe for informationsspecialister

24-01-2012 af Sabrine Mønsted
Hvordan sikrer du dig spændende opgaver og udfylder din rolle i organisationen? En ny netværksgruppe for bibliotekarer og informationsspecialister kan hjælpe dig med at finde svarene. Netværket VidenDanmark er tovholder på gruppen, som seks gange om året skal mødes for at dele erfaringer og få faglige input.

Og alle er velkomne til at blive medlem af gruppen i VidenDanmark.

- For uanset om du er på et folkebibliotek, er statsansat eller sidder i en privat virksomhed oplever mange at skulle kæmpe for sin berettigelse som bibliotekar eller informationsspecialist, siger Hanne Biehl Laursen, der arbejder som selvstændig bibliotekar.

Hun har stået for at planlægge det faglige program, der overordnet handler om at blive bedre til at dokumentere, hvor og hvordan informationsspecialisterne gør en forskel i organisationen.

Følg udfordringer til dørs

Hanne Biehl Laursen understreger, at netværksgruppen skal ses som et supplement til andre kurser og faggrupper.

- Når man mødes med de samme mennesker flere gange om året, kan man følge op på hinandens udfordringer, siger Hanne Biehl Laursen.

Hun mener også, at det er en styrke at være en del af VidenDanmark, hvor der er mange relevante tilbud til informationsspecialister for eksempel faglige oplæg om SharePoint og dokumenthåndtering.

 Videngruppen 360 grader Informationsspecialist Læs mere og tilmeld dig. 

Skriv en kommentar