Biblioteksfolk fra hele verden kommer til Aarhus for at gentænke biblioteket

22-04-2013 af Sabrine Mønsted
Konferencen Next Library den 17. og 18. juni trækker igen i år masser af biblioteksfolk til Danmark. Indtil videre deltager biblioteksfolk fra 34 lande.

- Forventningen er, at cirka 300 bibliotekarer, innovationsfolk og fagfolk med interesse for biblioteksudvikling deltager i årets Next Library konference i Aarhus, fortæller projektleder Lotte Duwe Nielsen. 

Som de andre år er det samtale og muligheden for at skabe internationale kontakter biblioteksfolk imellem, der er i fokus frem for stort anlagte forelæsninger. Så der vil være masser af interaktive sessioner og events, mens det kun vil være få hovedtalere, der skal samle alle 300 deltagere.

Pat Losinski, bibliotekschef på Columbus Metropolitan Library i Ohio i USA, er dog en af hovedtalerne sammen med Gerfried Stocker, der er kunstnerisk direktør på museet Ars Electronica Linz i Østrig.

De mere end 15 interaktive sessioner er organiseret af cirka 44 deltagere fra 20 lande, de er kommet med ideerne til emnerne og styrer slagets gang. Det, der skal diskuteres, er blandt andet strategier for åbne biblioteker, performancelitteratur, lederskab og kollektiv innovation og om biblioteker kan redde lokalsamfundet og omvendt.

Læs mere på http://www.nextlibrary.net/

Skriv en kommentar