Farvel til boghandlernes brancheblad

21-05-2013 af Anette Lerche
Efter i 159 år at have beskæftiget sig med det danske bogmarked, er fagbladet BogMarkedet gået konkurs.

Et presset dansk bogmarked har fået konsekvenser for fagbladet BogMarkedet. Faldende annonceindtægter har betydet, at Pressto Fagblade, der udgav BogMarkedet indgav konkursbegæring i begyndelsen af maj. I forvejen havde både Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen i 2011 opgivet at udgive fagbladet, der derefter blev drevet videre af chefredaktør Bjarke Larsen, der ejer forlaget Pressto Fagblade.

BogMarkedet beskæftigede sig med bogbranchen generelt – dog med et særligt fokus på boghandlernes vilkår og udvikling. Blandt andet havde bladet  fokus på hele e-bogsmarkedet og fulgte konflikten mellem bibliotekerne og forlagene i forbindelse med forhandlingerne om eReolen.

BogMarkedets redaktør Bjarke Larsen håber på, at det vil være muligt at finde nye partnere, der kan gøre det muligt at udgive BogMarkedet igen som papirversion. Indtil da vil BogMarkedet fortsætter som et digitalt medie i form af nyhedsbreve.

Skriv en kommentar