Nyt musikalsk bibliotekstilbud

03-01-2013 af Anette Lerche

En række kommuner er gået sammen om at tilbyde borgerne musik - uden om Bibzoom. Tilbuddet lanceres i midten af januar under navnet eMusik.dk

Bibliotekerne i Aarhus, Viborg, København og Gladsaxe er gået sammen om at udvikle et nyt musikcommunity, eMusik.dk, som lanceres i en beta-version fra den 14. januar.

Platformen skal guide brugerne gennem den musik, der findes online og samtidig tilbyde formidling og general information. I følge bibliotekernes egne hjemmesider vil eMusik.dk komme til at indeholde bidrag fra bibliotekernes lokale musikredaktører samt musik-blogsfæren og vækstlaget.

Med den kommende lancering af eMusik.dk har Bibzoom mistet en række større kommuner. Om beslutningen om at forlade Bibzoom skriver Viborg Bibliotekerne på sin hjemmeside:

»BibZoom, som er bibliotekernes fælles digitale musiktjeneste, er fra 1.1.2013 ikke længere en del af Viborg Bibliotekernes tilbud til borgerne. Den primære begrundelse for ophøret er, at der er for få brugere. Prisen, som Viborg Bibliotekerne skal betale for BibZoom, beregnes ud fra kommunens samlede indbyggerantal og ikke ud fra brug. Der er således ikke et forsvarligt forhold mellem pris og antal faktiske brugere. Vi beklager ophøret overfor de BibZoom-brugere, som der trods alt er i Viborg Kommune, men vi må henvise til de øvrige muligheder der findes, for at lytte til digital musik uden direkte brugerbetaling.«

Perspektiv følger lanceringen af eMusik.dk.

Skriv en kommentar