1 million dollars til at nytænke biblioteket

12-07-2013 af Sabrine Mønsted

Aarhus Kommunes Biblioteker har fået 1 million dollars af Bill og Melinda Gates Foundation til, i samarbejde med Chicago Public Library og designfirmaet IDEO, at skabe en model for fremtidens biblioteker.

 

Der er begejstring i Aarhus. En stor pose penge og et samarbjde med et af verdens førende designfirmaer vil ikke kun skabe noget nyt for bibliotekerne i Aarhus og Chicago, men resultere i ideer til biblioteker generelt.

Målet med partnerskabet er at skabe en ny model for innovation, eksperimenter og beslutningstagning i folkebibliotekerne, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Ifølge forvaltningschef for Borgerservice og Biblioteker i Aarhus Rolf Hapel skal pengene bruges til at udvikle universelle værktøjer.

»Nu mere end nogensinde har biblioteker og biblioteksmedarbejdere brug for værktøjer til at identificere og løse brugernes hastigt skiftende behov gennem nyt servicedesign«, siger han.

Arbejdet med designfirmaet IDEO, der både vil være tilstede i Aarhus og Chicago, skal have fokus på at skabe nye tilbud til borgerne for eksempel ved at gentænke det fysiske biblioteksrum. Hvordan kan det fysiske rum for eksempel understøtte børns leg og læring?

Erfaringer fra projektet bliver formidlet løbende og præsenteret på en bibliotekskonference i juni 2014 i Chicago.

Skriv en kommentar