Flere digitale ydelser – men hold også fast i bogen

04-03-2013 af Anette Lerche
Det amerikanske center The Pew Research Center’s Internet & American Life Project har undersøgt amerikanernes holdninger og forventninger til bibliotekerne.

Mere end hver tredje amerikaner vurderer, at de med stor sandsynlighed vil bruge en online service, der gav dem mulighed for at spørge bibliotekarerne til råds. Det er et af eksemplerne fra The Pew Research Center's Internet & American Life Project, der belyser amerikanernes forventninger og holdninger til bibliotekerne. Undersøgelsen viser, at der blandt amerikanerne er efterspørgsel efter flere digitale ydelser fra bibliotekerne, men samtidig siger flertallet, at kerneydelserne stadig er de vigtigste. I hvert fald er det 80 procent af de adspurgte, der mener, at det er meget vigtigt, at biblioteket udlåner bøger. 

I undersøgelsen spørges også ind til, hvorfor biblioteksbrugerne enten angiver, at deres biblioteksbrug er steget eller faldet. Her forklarer 26 procent af de brugere, der har øget deres biblioteksbrug, at det skyldes, at kommer på biblioteket med deres børn eller børnebørn. 14 procent siger, at det er for at researche, mens 12 procent siger, at de låner flere bøger. Blandt de brugere, der bruger biblioteket mindre end tidligere, angiver 40 procent, at deres forbrug er faldet, fordi de nu kan bruge internettet i stedet.

 
Dyk selv ned i undersøgelsen

Skriv en kommentar