Folkebiblioteket skal mere i skole

23-04-2013 af Sabrine Mønsted
Perspektiv sætter samarbejdet mellem folkebiblioteker og folkeskoler til debat den 11. juni. For der mangler nogle til at tage ansvar for elevernes digitale dannelse, og bibliotekarerne kunne være et oplagt bud.

Det er lykkedes flere steder at skabe et samarbejde mellem folkebiblioteker og folkeskoler med succes, men ofte handler det om enkeltstående projekter og ildsjæle.

Perspektiv samler et panel af politikere og fagfolk den 11. juni for at spørge dem, hvad vi kan gøre for at sikre, at eleverne i folkeskolen lærer de kompetencer, der gør, at de kan begå sig i den digitale verden.

Formand for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost, kalder på et større samarbejde mellem folkeskole og folkebibliotek.

»Bibliotekarer på forsknings- og uddannelsesbiblioteker har i årevis undervist studerende i studieteknik og informationssøgning og har erfaring og ekspertise, som det vil være både dyrt og dumt ikke at bygge videre på. Lad disse erfaringer blive indarbejdet i folkeskolen og gymnasier, så udnytter vi både eksisterende viden og ressourcer og undgår at opfinde den dybe tallerken én gang til« skriver formand for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost, i sin leder i Perspektiv nr. 5, 2013. 

I panelet sidder kulturborgmester i Københavns Kommune Pia Allerslev (V), formand for Bibliotekarforbundet Pernille Drost, redaktionel udviklingschef på Berlingske Media og forfatter Pernille Tranberg samt medlem af KL’s Børne- og Kulturudvalg Laura Hay (V), medlem af byrådet i Aarhus. 

Debatarrangementet er åbent for alle og foregår i Bibliotekarforbundets hus på Lindevangs Allé 2, Frederiksberg fra kl. 17-19.

 

Tilmelding for medlemmer på bibliotekarforbundets kalender www.bf.dk og for øvrige på perspektiv@bf.dk

Skriv en kommentar