Forlagenes ebogsportal klar

08-01-2013 af Sabrine Mønsted
I denne uge lancerer de store forlag deres ebogsportal ebib.dk.

Snart vil bibliotekerne igen kunne udlåne ebøger fra de store forlag - vel og mærke udenom eReolen. Forlag som Lindhardt og Ringhof og Gyldendal er klar med deres egen portal ebib.dk, der ifølge digital direktør i Lindhardt og Ringhof, Cliff Hansen, sansynligvis bliver lanceret i denne uge.

Det er ingen overraskelse, at portalen bygger på en licensmodel. Det var netop det, der skilte parterne i forhandlingerne mellem forlagene og eReolen, der brød sammen i oktober 2012. Forlagene ville kun være med til en licensmodel, mens konsortiet bag eReolen holdt på en klikmodel for betaling til forlagene for udlån af e-bøger.

På ebib.dk kan bibliotekerne udvælge hvilke titler, de vil give lånerne adgang til og købe et vist antal licenser til netop de e-bøger.

Stigende salg

Salget af e-bøger er også stigende. Lindhardt og Ringhof har oplevet en fordobling i salget fra december 2011 til december 2012. Digital direktør Cliff Hansen er ikke i tvivl om, at det har haft en indflydelse på salget, at forlaget fra første november 2012 valgte at trække deres titler ud af eReolen. Hvor stor en betydning det har haft, vil han dog ikke dømme endnu.

- Der er uden tvivl en sammenhæng, men vi har brug for lidt længe tid til rigtigt at kunne se, hvad det betyder. Vi taler om forholdvis små procentstigninger på et marked, der også er påvirkeligt af for eksempel en ny stærk titel, der kan give store udsving i salget, siger han.



Skriv en kommentar