Frederiksberg indfører åbningstimer uden bibliotekarbemanding

21-02-2013 af Anette Lerche
Bibliotekarbemanding i de travle tider, udvidet åbningstid fra 8-23, cafè og profiler med fokus på dialog- og medborgerskab eller børn. Sådan lyder en del af opskriften på et nyt biblioteksvæsen på Frederiksberg.
Frederiksberg Bibliotek

På hovedbiblioteket på Frederiksberg er der stadig bibliotekarer på vagt i hele åbningstiden. På de to nye profilbiblioteker er åbningstiden udvidet, mens bibliotekarbemandingen er begrænset til de mest travle tidspunkter.

Borgerne på Frederiksberg har nu adgang til biblioteket stort set alle døgnets vågne timer.

I forbindelse med at Frederiksberg Kommune indfører profilbiblioteker, udvides åbningstiderne, så borgerne har adgang til profilbibliotekerne fra 8-23. Samtidig bliver biblioteket på Danasvej et profilbibliotek med fokus på dialog og medborgerskab. Det hænger godt sammen med, at biblioteket ligger i samme bygning som en række af kommunens foreninger. Biblioteket på Godthåbsvej bliver også et profilbibliotek med fokus på familier og især børn.

Bibliotekerne på både Danasvej og Godthåbsvej går samtidig med, at man udvider åbningstiderne fra at have fast bemanding til kun at være bemandet i de travle timer. På Danasvej vil der være bibliotekarer på vagt mellem klokken ni og et på hverdage, mens Godthåbsvej vil have bemanding både om formiddagen og igen sidst på eftermiddagen samt om lørdagen.

Hovedbiblioteket på Frederiksberg bliver ikke et profilbibliotek, men skal fortsat være det sted, der favner det hele.

Skriv en kommentar