Hold fast i seniorerne

23-04-2013 af Jo Brand
Fra efteråret har seniorerne fået endnu en mulighed for fleksibel tilbagetrækning, da det her bliver muligt for dem omkring de 60 år at gå på delpension.

I praksis vil det sige, at man som medarbejder i stedet for eksempelvis at arbejde 37 timer om ugen, kan gå ned på 20 timer og kompensere for lønnedgangen via ens pensionsordning.

Hos Bibliotekarforbundet er håbet, at arbejdsgiverne også har lyst til at fastholde seniorerne, hvis det er det, den enkelte medarbejder ønsker. Og muligheden foreligger.

– Man ved ikke, hvad fremtiden bringer. Mange går jo på pension i den offentlige sektor, så derfor kan der være institutioner, der får brug for at fastholde medarbejdere, siger specialkonsulent i Bibliotekarforbundet, Helle Fridberg, der blandt andet har speciale i seniorpolitik.

Hun foreslår, at man som chef tager en snak med de enkelte medarbejdere i god tid, før tilbagetrækningen bliver relevant.

– Et oplagt sted at tage medarbejdernes ønsker og behov i forbindelse med tilbagetrækning op vil være til en medarbejderudviklingssamtale, hvor man simpelthen spørger, hvad medarbejderne kunne tænke sig i fremtiden, siger hun.

Vil du som leder vide mere om fleksibel tilbagetrækning, arrangerer Bibliotekarforbundet i løbet af efteråret en række kursusdage, der vil gøre både medarbejdere og ledere klogere på mulighederne.



Skriv en kommentar