Kulturpolitikerne er en flok talende excelark

07-11-2013 af Sabrine Mønsted
Forfatter Knud Romer skød efter kulturpolitikerne under kulturbattlen på Herlev Bibliotek 30.oktober i selskab med filosof Vincent Hendricks og kunsthistoriker Christina Wilson. Politikerne har glemt, hvad kultur er, mener han.

Knud Romer (i orange), Christina Wilson og Vincent Hendricks i debat på Herlev Bibliotek. Foto: Gitte Bergendorff Høstbo

- Når man taler om kultur som noget ekstra, noget vi gør i fritiden, som glasur, toppen af kransekagen, som noget vi vælger til og fra, så har vi glemt, hvad kultur er. For det er det, der adskiller mennesker fra dyr. Vi er kulturelt programmeret – det er vores verdensopfattelse og adfærd – vi kan have en bred horisont eller et tunnelsyn. Men kulturel indlæring handler om, hvordan vi oplever tingene og opfører os. Hvis man tager det alvorligt, så må man føre kultur tilbage i centrum af vores liv og føre en aktiv kulturpolitik, sagde debattør og forfatter Knud Romer, da Herlev Bibliotek havde inviteret til kulturdebat med overskriften Hvad med kulturen? 

Knud Romer mener, at det er nødvendigt at starte med børnekultur og lade børn og unge møde kunst og kultur gennem deres opvækst.

- Ellers kan man bruge milliarder på fine bygninger til kultur, men der kommer ingen, for ingen fatter det, hvis vi ikke bliver introduceret til kultur og kunst gennem livet. Børn skal lære, at malerier ikke kun er dekorationer, men vinduer til virkeligheden, udlægninger og fortolkninger. De skal lære noder, at synge, at spille et instrument, for når de så kommer ud i den anden ende, så har de et aktivt kulturliv. 

Kendt for at være kendt
Professor og filosof Vincent Hendricks luftede sin bekymring for realitykulturen og for de rollemodeller, han ser den skaber for den næste generation.

- I dag kan man være kendt for at være kendt, hvilket bliver forstærket af de sociale medier. Den anerkendelsesøkonomi skal vi ikke efterstræbe. Den skal væk, sagde han. Især sproget mener han er i fare for en forfladigelse, når idolerne eksempelvis bliver Amalie fra Paradise Hotel.

Knud Romer er ikke så bange for sprogets udvikling. Det har alle dage ændret sig og unge har for eksempel alle dage bandet lige så meget eller lidt som den foregående generation, det er bare nye bandeord. Derimod mener han, at det er farligt at lave hierarkier inden for kultur. 

- Man hører ikke Bach, når man skal i byen, eller lady Gaga til en begravelse, alting til sin tid, sagde han. 

Dannelsen skal tilbage
Knud Romers bekymring er, at kultur kapitaliseres og centraliseres. At de værdier, der gælder på arbejdsmarkedet, gælder for alle dele af vores liv. Hvis ikke det kan bruges, købes eller sælges skal det ud. 

- Centraliseringen betyder, at lokale biblioteker og teatre i det vi kalder Udkantsdanmark forsvinder, og du får ikke en dreng på 15 år til at køre 50 kilometer på knallert for at låne en bog. I stedet for et fint kulturhus til en halv milliard med borgerservice, var det bedre at folk kunne møde et menneske, der hvor de var, også selvom det er i en gammel villa. Lige nu har vi to kulturpolitikker. Et hurtigtog i København og et for resten af landet. Mit ønske er én kulturpolitik for hele landet og med ét formål – at få dannelse tilbage i vores børns uddannelse.

Kulturdebatten Hvad med kulturen? var arrangeret af Herlev Bibliotek som et indspark til kommunalvalget i november. Se også nyheden Kultur skal debatteres 




Skriv en kommentar