Mere kunst og kultur i folkeskolen

27-02-2013 af Sabrine Mønsted

Står det til Socialdemokraterne skal folkeskolen i fremtiden samarbejde mere med lokale biblioteker, museer og teatre for at få mere kunst og kultur ind i skoledagen. Den 5. april holder partiet debatten: Folkeskolen og Kunsten – hvordan styrker vi samspillet?

Bibliotekarforbundet har længe ønsket langt mere samarbejde mellem folkeskoler og folkebiblioteker. Det ser ud til, at Socialdemokraterne nu trækker i samme retning. 

I regeringens folkeskolereform, hvor skoledagen skal være længere, lægger Socialdemokraterne op til flere timer til praktiske og musiske fag, så eleverne i højere grad møder kunst og kultur i deres skoledag.

- Det vil være oplagt i aktivitetstimerne at lave stærke lokale samarbejder med museer, biblioteker, teatre og spillesteder, som hermed også kan være med til at række ud mod deres kommende publikum. Ligesom de kommunale kultur- og musikskoler også er oplagte samarbejdspartnere og bør tænkes ind i den lokale udformning af en mere sammenhængende skoledag, skriver kulturordfører og næstformand for Socialdemokraterne Mogens Jensen og formand for Kulturudvalget Leif Max Hansen i invitationen til debatmødet.

 

Tilmelding til debatten, der afholdes på Christiansborg den 5. april kl. 9-12 kan ske på louise.kwang@ft.dk eller 33374115

Skriv en kommentar