Lad os bare komme i gang

14-03-2013 af Anette Lerche
Nok er der barrierer for et samarbejde mellem folkebiblioteker og skolebiblioteker, men de skal fjernes, for nu skal vi i gang, lød det blandt andet til Danmarks Biblioteksforenings årsmøde.

»Hvorfor har vi overhovedet to biblioteksvæsener i Danmark?«
Det var det indledende spørgsmål, som Henrik Vestergaard (V), medlem af byrådet i Aarhus, stillede til Danmarks Biblioteksforenings årsmøde, hvor eftermiddagens debatemne var Hvordan samarbejder folkebiblioteker og skolebiblioteker optimalt?

Indtil videre er de få eksempler på et kombineret folke- og skolebibliotek, der eksisterer i Danmark, hovedsageligt opstået i forbindelse med store ombygninger eller nybyggeri af folkeskoler som eksempelvis i Kolding og København.
Men det bør ikke være mursten, der forhindrer samarbejdet, slog flere årsmødedeltagere fast. Især ikke når digitaliseringen vil betyde, at det fysiske rum ikke længere er en nødvendighed.

Bibliotekarforbundets formand Pernille Drost nuancerede debatten om skole- og folkebiblioteket ved at fortælle om, hvordan digitaliseringen havde forandret forskningsbibliotekerne, hvor fokus ikke længere er det fysiske rum, men kompetencerne.
- Jeg vil gerne have folkebibliotekarerne ind i klasselokalerne på bestemte klassetrin, hvor de skal være med i undervisningen, og de skal undervise lærerne i eksempelvis ophavsret, sagde hun.

Anders Balle, formand for Skolelederforeningen, så flere fordele i et tættere samarbejde mellem skole- og folkebiblioteker, og han talte om en sammensmeltning af de to. Han advarede også mod at bruge modeller, hvor man lod skole- og folkebibliotek have to forskellige ledere, fordi samarbejdet så ikke ville være forpligtende nok.
- Men inden vi gør det her, så skal vi vide, hvad der er vores mål. Det er ok, hvis det er for at spare penge, men der kunne også være udviklingsmuligheder i det, konstaterede Anders Balle, som afslutningsvis konkluderede, at eventuelle barrierer skal fjernes, fordi det nu bare handler om at komme i gang.

Skriv en kommentar