Nye mål for biblioteket

25-06-2013 af Anette Lerche
Bibliotekerne skal i fremtiden måle sig på, hvad de gør for lokalsamfundet, sagde leder af Columbus Metropolitan Library Pat Losinski på konferencen Next Library den 18. juni i Aarhus. Det amerikanske bibliotek har blandt andet som indsatsområde, at flere unge skal gennemføre en collegeuddannelse.
Bibliotekarerne fra Columbus Metropolitan Library’s 21 filialer er mødt op i dagligvarebutikker, på vaskerier, i kirker og andre steder, hvor de kunne komme i kontakt med forældre til børn i skolealderen. For med en erkendelse af, at alt for få af de unge, der starter på college, gør skolen færdig, kom ideen til kampagnen Ready to Read.

- Vi ville sætte fokus på forældrene og fortælle dem, hvad de kan gøre for at forberede deres børn til skolen, for den indsats følger dem hele vejen. Indtil videre har det resulteret i 8.000 nye lånerkort, og på 4.000 af dem er der blevet lånt materialer til børn, fortalte Pat Losinski.
 
Fællesskab fremfor bøger

 Behovet for at blive en del af lokalsamfundet på nye måder fik Columbus Metropolitan Library bekræftet, da de bad deres »facebook-venner« om at beskrive deres »ungdomsbibliotek« med fem ord. »Bøger«, »research«, »stilhed«, »uddannelse« og »læsning« var det, der dukkede op i hovedet på flest. Men da de skulle beskrive biblioteket om tyve år, var det ordet »community«, der vandt stort, og derefter »teknologi«, »access«, »læsning« og »bøger«.

- Det betyder, at vi og især vores politikere skal se succes ud fra helt andre mål end i dag. Hvis biblioteket skal overleve næste generation, skal vi overveje, hvordan vi vil bruge vores ressourcer, ikke på at forbedre biblioteket, men på at forbedre og påvirke lokalsamfundet, sagde Pat Losinski.
 
Læs mere fra Next Library konferencen den 17.-18. juni i Aarhus i næste nummer af Perspektiv.

Skriv en kommentar