Ny formand for eReolen

14-05-2013 af Sabrine Mønsted
Chef for Københavns Hovedbibliotek Jakob Heide Petersen har sat sig i formandsstolen for eReolen og afløser tidligere formand Bo Fristed. Jakob Heide Petersen håber på nye forhandlinger med forlagene og ser gerne flere udlånsmodeller afprøvet.
Foto: Jakob Boserup

Hvorfor træder du ind som formand for eReolen?

- Det er for det første led i en større organisationsændring af eReolen, hvor strategigruppen nedlægges, mens styregruppen udvides, så alle deltagende biblioteker er repræsenteret. Jeg træder ind som formand, fordi jeg mener, at e-bøger har vigtige strategiske perspektiver for bibliotekerne.

Jeg vil gerne arbejde for en digitalisering af de bøger, vi har på biblioteket, så vi kan tilbyde dem på eReolen, og jeg vil arbejde for bedre modeller for udlån af e-bøger end i dag, hvor det enten er eReolen eller ebib.dk. 

Hvad bliver dine opgaver?

- Indadtil bliver det at prøve at skabe enighed mellem bibliotekerne, og udadtil bliver det at få en dialog i gang med forlagene både om udlånsmodeller og om digitalisering af bagkataloget.

Forlagene har sagt i medierne, at de vil have erfaring med ebib.dk, før de forhandler igen. Hvad er din tidsplan for nye forhandlinger?

- Jeg vil gerne i gang med forhandlingerne snarest. Inden sommerferien vil jeg have taget kontakt til forlagene og håber, at vi kan genoptager dialogen.

Hvad tror du er et realistisk udfald af nye forhandlinger?

- Jeg tror, det er realistisk, at vi kan komme i gang med at afprøve andre modellen for udlån af e-bøger end dem, vi hidtil har set. Det er ikke sikkert, at alle forlag vil være med, men så kan det være, at nogle forlag er med på at afprøve nye modeller, og jeg tror, at de fleste forlag gerne vil i dialog omkring digitalisering.

Hvad håber du, at du kan gøre for samarbejdet mellem forlag og biblioteker?

- Jeg håber, at jeg kan skabe en dialog om udlånsmodeller, så det ikke er enten bibliotekernes eller forlagenes tilbud. Hvis det skal være bæredygtigt, skal vi i dialog. Vi skal også samle mere erfaring med forskelige modeller, hvilket også er det, der er efterspurgt politisk.

Hvorfor har Københavns Biblioteker valgt ikke at indgå aftale med ebib.dk og på den måde afprøve den model?

- Det handler om økonomi. Vi har ikke råd til den model.



Skriv en kommentar