Pris til forlag for eksperimenterende tegneserier

04-04-2013 af Sabrine Mønsted

Kunstfaggruppens pris Den Blå Abe går i år til forlaget Aben Maler for deres udgivelser af danske og udenlandske tegneserier.

»Post-it-monstre af John Kenn Mortensen og 676-serien er unikke og nytænkende danske tegneserieudgivelser fra forlaget Aben maler. Udgivelsernes kvalitet er noget, vi på biblioteket er stolte over at kunne tilbyde og formidle vores brugere«, lyder det i begrundelsen for prisoverrækkelsen, der fandt sted den 3. april i Bibliotekarforbundets hus på Frederiksberg.

Forlaget har også oversat og udgivet en række udenlandske tegneserier og graphic novels blandt andet den anmelderoste Asterios Polyp af David Mazzucchelli.

Bibliotekarforbundets Kunstfaggruppe uddeler Den Blå Abe hvert andet år til bemærkelsesværdige projekter på kunstscenen. Prisen blev uddelt første gang i 1988. I 2009 var prismodtageren Lars Kræmmer for hans Art Money, og i 2011 gik den til billedkunstner Kerstin Bergendal.  

 Se mere om forlaget Aben maler på abenmaler.dk  

Skriv en kommentar