Bibliotekerne frikendt for bestsellerisme

12-08-2014 af Sabrine Mønsted

Bibliotekerne er blevet kritiseret for at have for stort fokus på bestsellere blandt andet af den tidligere formand for Forfatterforeningen Jo Hermann. Nu viser en gennemgang af biblioteksafgiften, at der ikke er hold i kritikken.

De bedst sælgende forfattere har aldrig fået så lille en andel af bibliotekspengene som i 2014, viser en analyse af fordelingen af bibliotekspengene fra 1992-2014, foretaget af Søndag Aften. Det maner den kritik til jorden, som indimellem dukker op i den offentlige kulturdebat, om at bibliotekerne køber for mange bestsellere og glemmer mangfoldigheden og den smalle litteratur. 

Bibliotekspengene afspejler bibliotekernes indkøb og gives som et støttebeløb til forfattere, redaktører, illustratorer m.fl. ud fra det antal eksemplarer, de er repræsenteret med på landets folkebiblioteker. Hvis bestsellerforfatterne fyldte mest på bibliotekerne, burde de også modtage flest bibliotekspenge, hvilket altså ikke er tilfældet, ifølge Søndag Aftens analyse.

»Hvis tidens kulturliv præges af bestsellerisme, kan man altså glæde sig over, at bibliotekerne ikke falder for denne tendens. Derimod holder bibliotekernes indkøbsansvarlige tanken om mangfoldighed blandt forfatterne i hævd.« skriver Søndag Aften.

Biblioteksafgiften udbetales kun til dansksproget litteratur og endnu ikke til e-bøger.


Læs artiklen på www.søndagaften.dk

Skriv en kommentar