Det er stadig svært for de unge og nyuddannede at finde det første job

08-08-2014 af Anette Lerche
Den seneste ledighedsstatistik fra Akademikerne viser, at det stadig er de nyuddannede og de yngre bibliotekarer og cand.scient.bibl’er, der er hårdest ramt af ledighed.

Hver fjerde bibliotekar eller cand.scient.bibl. under 30 år leder efter et job. 

Det viser Akademikernes ledighedsstatistik, der bygger på tal fra juni måned. Ser man på alle akademikere, er tallet på 11,8 procent, og derfor ligger bibliotekarerne med en ledighedsprocent på 24,9 i den tungere ende.

Tallet forbedrer sig, når man ser på gruppen af 30-39-årige. Her er 6,9 procent af bibliotekarerne ledige, mens det gennemsnitlige tal for alle Akademikernes medlemsgrupper er på 4,3 procent.


Det er de nyuddannede, der har det sværest. For den gruppe akademikere, der dimitterede inden for det seneste år, er ledighedstallene de højeste. Gennemsnittet for alle akademikere er 24,6 procent, og ser man særskilt på bibliotekarer, så er tallet oppe på 38,8 procent. Tallet falder for bibliotekarernes vedkommende til 21,0 procent, når der er gået mellem et og to år siden dimissionen.

Ser man på den generelle akademikerledighed, er den gennemsnitlige bruttoledighed for alle akademikere på 4,1 procent, mens bibliotekarerne som særskilt gruppe har en ledighedsprocent på 4,6 procent.


Se flere statistikker og tal på Akademikernes hjemmeside:

Skriv en kommentar