Flere studerende klar på digitalt studiemateriale

24-09-2014 af Sabrine Mønsted
Hver fjerde studerende foretrækker nu digitalt studiemateriale, viser en ny undersøgelse.
506 studerende på mellemlange- og lange videregående uddannelser er blevet spurgt, om de vil have deres studiemateriale i fysisk eller digital form. 26 procent svarer, at de altid eller overvejende vil vælge de digitale lærebøger og artikler samt den digitale forskningslitteratur.

Der er dog stor forskel på, hvilket materiale der er tale om. 79 procent foretrækker stadig den klassiske lærebog i fysisk form, hvilket ikke overrasker Michael Cotta-Schønberg, vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek.

- Det er en særlig form for litteratur, som bruges til intensiv tilegnelse af stoffet, siger han. Til gengæld er han overrasket over, at hele 21 procent af de studerende er klar til elektroniske lærebøger. Sidste år var benyttelsen af Københavns Universitetsbiblioteks e-bøger på 888.000 og e-tidsskrifter på cirka 4 millioner, så der er ingen tvivl om, hvilken vej udviklingen går, siger han i en pressemeddelelse om undersøgelsen, der også viser kønsforskelle på, hvilke præferencer man har som studerende i forhold til studiemateriale.

18 procent af de mandlige studerende foretrækker digitale lærebøger mod 6 procent af de kvindelige studerende. Kvindelige studerende printer også langt oftere studiematerialet end deres mandlige medstuderende.

Det er Tænketanken Fremtidens Biblioteker, der står bag undersøgelsen, der er foretaget af Epinion og Moos-Bjerre Analyse.

Læs mere her.


Skriv en kommentar