Fem spor for fremtidens biblioteker

11-07-2014 af Sabrine Mønsted
Et halvt års intensivt samarbejde mellem bibliotekarer, antropologer og designere i Projekt Folkets Bibliotek er nu endt med en rapport og fem udviklingsspor til bibliotekerne.

Interviews og dialog med brugere og bibliotekarer har været en af metoderne til at undersøge bibliotekarrollen, brugerne, ikke-brugerne og udvikle nye ideer til hvordan bibliotekerne fornyr sig selv og dialogen med brugerne. 

Undervejs i projektet Folkets Bibliotek er der blevet udviklet 11 koncepter til bibliotekerne, og de fire bedste er blevet videreudviklet og testet af de otte medvirkende biblioteker:  

• Ideen om et fælles nationalt biblioteksblad

• Etableringen af en national portal til videndeling og idéudvikling

• Idéen om »bibliotekaren ud af huset«

• Et ungekorps for og med unge brugere

Projektet blev udover en rapport afsluttet med en konference i Kulturstyrelsen den 18. juni. Projektleder, antropolog Rikke Hoelgaard Andersen, understregede, at resultaterne af projektet kan bruges af alle biblioteker i hele landet som en ledetråd i den udviklingsproces, mange af dem står i. 

Fokus på brugerne 

Selvom projektet har haft en »brugervinkel«, så betyder det ikke, sagde Rikke Hoelgaard Andersen, at man bare skal spørge brugerne, hvad de vil have og give dem det. Istedet skal man se på tendenser og udlede, hvad brugerne har behov for. »Man skal tage brugerne alvorligt, men ikke bogstaveligt,« sagde hun.   

Fagmagasinet Perspektiv dykker i et af de kommende numre længere ned i rapporten og ser på nogle af de anbefalinger til folkebibliotekerne, der er kommet ud af projektet.

Læs mere om Projekt Folkets Bibliotek og find rapporten og anbefalingerne på Kulturstyrelsens hjemmeside.

Projektet er et partnerskab mellem Kulturstyrelsen, Danmarks Medie-og Journalisthøjskole og Tænketanken Fremtidens Biblioteker. 

Skriv en kommentar