Hot: Frivillige Not: Gratis arbejdskraft

04-06-2014 af Sabrine Mønsted
På årets bogbustræf i Rebild var frivillig arbejdskraft til debat. Arrangørerne ønskede at reboote debatten og tale om frivillige som en samfundstendens og diskutere, hvordan bibliotekerne kan spille med.

Årets bogbustræf i Rebild. Foto: Rebild Bibliotekerne

»Vi skal ikke tænke dem og os, så er det gået galt fra starten«. Det var en af pointerne i Ole Mønsters oplæg om frivillige. Ole Mønster er medforfatter på rapporten Kultur i alliance med danskerne, og var inviteret til at holde oplæg på bogbustræffet i Rebild den 21. maj 2014. Han mener, at frivilligbegrebet taler til kerneværdierne på bibliotekerne – i form af aktivt medborgerskab og nye fællesskaber. 

Ifølge Peter Fjerbæk, arrangør af træffet, var Ole Mønsters budskab, at bibliotekerne skal redefinere deres rolle og være medspiller i stedet for serviceorgan. Som nogle spillesteder kunne biblioteket for eksempel have en støtteklub af frivillige, der tog del i praktiske opgaver omkring arrangementer, lød et eksempel. 

Under den senere paneldebat indledte Bibliotekarforbundets formand Søren Kløjgaard med at sige: 

- Jeg er vild med frivillige, og kan ikke lide gratis arbejdskraft. Han erkender, at det er en svær debat, som man ikke kan have en firkantet holdning til. Frivillige kan bidrage med rigtig meget godt, men det er en gråzone, som man løbende er nødt til at diskutere, mener han.

- De medarbejdere, der har ejerskab til et projekt med frivillige synes, at det er rigtig godt, mens en kollega ved siden af kan opleve, at det træder for tæt på vedkommendes opgaver.  Vi skal hele tiden sikre os, at det ikke bare handler om, at kommunerne kan få udført et stykke reelt arbejde gratis.   

Bogbustræffet bliver holdt hvert andet år, og var i år et samarbejde mellem faggruppen Filibussen og Rebild Bibliotekerne.

Skriv en kommentar