Kultur direkte til børn og unge

20-05-2014 af Sabrine Mønsted

Bibliotekerne og bibliotekarerne er tiltænkt en rolle i de nye strategier for børn og unges møde med kunst og kultur, som kulturministeren lancerede 20. maj. Men hvilken rolle er op til de enkelte kommuner, lyder det fra ministeriet.

Kulturminister Marianne Jelved lancerede i dag på et pressemøde tre strategier for, hvordan børn og unge kan møde kunst og kultur tidligt under overskriften: »Det begynder med børn og unge«. Strategierne er for henholdsvis små børn, skoleelever og unge.

Der følger 40 millioner kroner med strategierne de næste fire år. Penge, der er tænkt som et tilskud til kommunerne, der selv skal spæde til med flere midler og ideer.

De konkrete tiltag, der dog er sat penge af til, er blandt andet:

- Kulturtjenester, der skal binde dagtilbud, skoler og det lokale kunstner- og kulturmiljø sammen.

- Kulturkufferter til børn i udsatte boligområder.

- Filmkuffert, der kan stimulere børns fortællelyst og filmforståelse.

- Samling af gode eksempler på kunst og kultur i førskolebørns hverdag.

- Ungekulturår 2015, hvor de unge selv står for indholdet.

- Pulje til projekter med fokus på selvorganisering.

I det materiale, der følger lanceringen af strategierne, er der også eksempler på allerede eksisterende tiltag, hvor bibliotekerne spiller en rolle, såsom Lektier Online – sitet hvor 6. til 10. klasseselever kan få online lektiehjælp, Newsgerrig – et projekt, hvor der skal udvikles et koncept for, hvordan bibliotekerne følger op på de nyheder, børn ser, og dermed stimulerer læselysten, og Bogstart – et projekt, hvor udsatte familier i 20 kommuner, får bogpakker direkte til døren leveret af en bibliotekar. 

Til avisen Berlingske den 20. maj 2014, siger kulturminister Marianne Jelved i forbindelse med kulturkufferterne til børn med særlige udfordringer:

»Vi har gode erfaringer med det såkaldte bogstartsprojekt, hvor man uddeler gratis bogpakker til nye forældre, der ikke selv kommer fra hjem med tradition for at læse. Det er bibliotekarerne, der uddeler pakkerne, der indeholder tre til fire børnebøger, og bibliotekarerne fortæller de nye forældre, hvordan man kan få noget ud af at læse højt for børn. En undersøgelse viser, at det har ændret læsemønsteret i 60 procent af disse familier.«

Marianne Jelved har fra lanceringen af folkeskolereformen talt for mere samarbejde mellem kulturinstitutioner og skolerne lokalt og refererer i dag til undersøgelser, der viser, at elever, der arbejder med kunst og kultur, også indlærer andre fag langt bedre.

Læs mere om de tre strategier: Det begynder med børn og unge på kulturministeriets temaside



Skriv en kommentar