Kulturministeren vil kåre årets bedste bibliotek

09-12-2014 af Anette Lerche
Kulturminister Marianne Jelved vil belønne det bibliotek, der er bedst til at formidle sine tilbud til borgerne med 50.000 kroner.
Kulturminister Marianne Jelved har stiftet en ny pris. Den skal gives til det bibliotek, der har været bedst til at formidle sit tilbud til borgerne, hvad enten det er litteratur, musik, film, kulturarrangementer eller kurser.

- Bibliotekerne har en demokratisk funktion. Derfor skal vi sikre, at så mange som muligt på tværs af befolkningsgrupper bruger bibliotekernes tilbud. Med den nye pris håber jeg, at biblioteker over hele landet vil gribe chancen for at vise de gode eksempler på formidling, som de tilbyder til alle borgere – også til de borgere, der ikke af sig selv opsøger biblioteket, siger Marianne Jelved i forbindelse med offentliggørelsen af prisen.

Prisen i 2015 uddeles på baggrund af bibliotekernes indsats i 2014, og alle folkebiblioteker kan indstille sig selv til prisen, dog senest 15. januar 2015.

Kulturministeren har nedsat et panel, der skal indstille prisvinderen, panelet består af Elsebeth Tank, stifter af etank.nu, Nanna Kann-Rasmussen, lektor ved Det Informationsvidenskabelige Akademi, Klaus Rothstein, anmelder og redaktør på Skønlitteratur på P1, Gitte Wagner, direktør på Nørrebro Teater og Mads Nygaard, forfatter.

Læs mere om den nye pris på kulturstyrelsens hjemmeside.



Skriv en kommentar