Mindre politik og mere fokus på at få folk i arbejde

08-01-2014 af Anette Lerche
Sådan skal en a-kasse fungere, siger Akademikernes, der er akademikernes a-kasse. Og derfor truer den med at melde sig ud af a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke.

I december meddelte Akademikernes, at den ville melde sig ud af AK-Samvirke, som er a-kassernes brancheorganisation. Akademikernes er utilfredse med, at AK-Samvirke har ageret, hvad de mener er for politisk i forbindelse med både dagpenge- og efterlønsreform. 

Det har gjort a-kasserne upopulære hos regeringen, mener de hos Akademikernes, og det betyder, at man kan have mistet vigtig indflydelse i forhold til regeringens kommende beskæftigelsesreform. I stedet for at drive politik, som er fagforeningernes opgave, skal a-kasserne fokusere på at få folk i job så hurtigt som muligt.

Hos AK-Samvirke forstår de ikke helt kritikken, og de håber, at man igennem en dialog kan få bilagt uenighederne og undgå, at Akademikernes melder sig ud. 

Akademikernes opstod som a-kasse i sommeren 2013 som en fusion mellem AAK (det hed bibliotekarernes a-kasse tidligere, red.) og Ingeniørernes a-kasse og har 180.000 medlemmer. Bibliotekarforbundet er en af de 22 faglige organisationer, der sidder i Akademikernes repræsentantskab. 

Bestyrelsen i Akademikernes vil tage endeligt stilling til beslutningen om at melde sig ud af AK-Samvirke i løbet af 2014, og ender det med et ja, vil det blive effektueret fra januar 2015.  

Bibliotekarforbundets hovedbestyrelse vil drøfte Akademikernes udmeldelse af AK-Samvirke inden Akademikernes bestyrelse skal træffe sin endelige afgørelse.

Skriv en kommentar