Ny formidlingspris til bibliotekerne fra kulturministeren

04-09-2014 af Sabrine Mønsted
Der var ros fra kulturministeren til bibliotekarerne for det arbejde, de gør, for at formidle og skabe læselyst, da hun talte på netværksseminaret for kampagnen Danmark Læser den 3. september i Middelfart. Nu har hun indstiftet en formidlingspris til bibliotekerne.
Bibliotekerne formidler på et utal af måder, og det skal den nye formidlingspris sætte fokus på og vise omverdenen, sagde ministeren på netværksmødet.

- Jeg har besøgt en del biblioteker under kampagnen, og jeg oplever en ændring i bibliotekets funktioner. Medarbejderne går ud i samfundet og leder efter dem, der ikke kommer på biblioteket. De gør tingene på andre måder end før, og det vil jeg gerne anerkende, sagde hun.

- De lokale kulturkræfter trives i bedste velgående, som for eksempel læseklubberne, der er en stor succes. Udfordringen er, at litteraturen kommer efter opvask, løbetur, Facebook og alt det andet, vi skal nå. Men vi skal sammen gøre litteraturen til en naturlig del af livet. Og det skal alle de mange projekter i Danmark Læser hjælpe til med, sagde hun.

Formidlingsprisen for bedste formidling på bibliotekerne er stadig på tegnebrættet. Ministeren indstiftede impulsivt prisen under en debat på Kulturmødet på Mors, fortalte hun, hvor Gyldendals redaktør Johannes Riis kritiserede bibliotekernes formidling ved at sige, at første hylde på bibliotekerne var fulde af krimier. Ministeren er ikke enig, og derfor kan en formidlingspris sætte fokus på alt det, der sker på bibliotekerne.

- Mine embedsmænd er gået i gang med at finde ud af, hvordan prisen skal skrues sammen, sagde hun.

Se mere om kampagnen her.


Skriv en kommentar