Ny kopieringsaftale dækker også det digitale

26-03-2014 af Anette Lerche
Ny aftale gør reglerne omkring kopiering af materialer i grundskolerne mere simple.
Foto: Colourbox.dk

Indtil nu har lærere i grundskolen måtte forholde sig til, om de tog en fotokopi, om de skannede materialet, eller om de kopierede digitalt. Reglen har været, at de måtte kopiere 20 procent og maksimalt 20 sider fra hvert materiale pr. elev pr. skoleår – mens skanning af tekst skulle tilkøbes særskilt. Det er nu lavet om, sådan at både kopiering og scanning er omfattet af samme regel om kopiering på 20 procent og maksimalt 20 sider pr. elev.

Stefan Eland Kristensen, forhandlingschef hos Copydan Tekst & Node, ser den nye aftale som en klar forbedring.

- Med de nye aftaler har vi skabt en større fleksibilitet for lærerne. Flere og flere undervisere tager heldigvis de mange digitale redskaber til sig. Udfordringen har været at skabe nye aftaler, der har taget højde for de forskellige teknologiske muligheder. Nu matcher de nye aftaler den digitale virkelighed. Aftalerne er gode, fordi de gør det lettest muligt for underviserne, samtidig med at forfattere og udgivere får betaling, når deres materialer kopieres, uanset hvilket medie der anvendes til kopiering.

Der blev kopieret 485 millioner sider af andres tekster på grundskolerne i 2012/2013. 

Skriv en kommentar