Partner i sundhed

08-01-2014 af Sabrine Mønsted

Hvorfor skal folkebiblioteket samarbejde med den lokale svømmehal eller fysioterapeut? Det har tre kommuner svaret på efter projektet Flere sider af det sunde liv. De deler ud af deres erfaringer den 16. januar på et inspirationsseminar.

Højtlæsning for demente, en klub for enkemænd og pilates i skovbunden. Tiltagene har været mange og konklusionen, at bibliotekerne kan bidrage med meget mere på sundhedsområdet end at udlåne materialer om emnet. 

Bibliotekerne i Herning, Greve og Ikast-Brande kommune har i halvandet år testet alle mulige samarbejdskonstellationer i forhold til sundhed.   

- Vores ønske har været at bidrage på nye måder på sundhedsområdet, ved at samarbejde med en række partnere har vi kunne give brugerne helt nye oplevelser. Bibliotekernes fokus er på læring og oplevelser og sundhedssektorens fokus er på behandling og forebyggelse, så sammen kan vi tilbyde meget end hver for sig. For eksempel tilbød vi hurlumhejdage for fædre og børn i svømmehallen, hvor de først svømmede og efter en frokost blev der skabt en hyggestund med puder og film. Det handlede både om motion og om gode relationer, der begge gavner sundheden, fortæller projektleder og bibliotekar på Herning Bibliotekerne, Mette Nørlund Andersen. 

Andre initiativer har været en sundhedslæseklub, højtlæsning om pilates og efterfølgende pilates i skoven og hos fysioterapeuten, der er lavet film og rap med 4. klasser om kammeratskab og fælleslæsning for folk med stress eller depression. 

Læs mere om projektet og find projektets inspirationskatalog på www.centralbiblioteket.dk fra d. 17. januar. 


Skriv en kommentar