Spil din formidling igennem

25-03-2014 af Sabrine Mønsted
Et nyt formidlingsspil skal gøre medarbejderne på bibliotekerne bedre til formidling.
- Vi skal gøre en forskel, og man skal kunne mærke, at der er brug for bibliotekets personale, fordi det er os, der formidler viden og oplevelser og faciliterer møder mellem mennesker, siger Linda Klingenberg, bibliotekschef på Herlev Bibliotek, et af bibliotekerne bag det nye spil kaldet Formidlingsbyen

Spillet består af elleve små trækasser med hver sin overskrift, der guider deltagerne fra en ide til et kvalificeret formidlingsprojekt. Én kasse handler for eksempel om brugerinddragelse. I den er der beskrevet ideer til, hvordan man kan drage brugerne ind i sit projekt, og hvilke spørgsmål det er relevant at stille brugerne og sig selv. En anden kasse har fokus på, hvilke virkemidler man kan bruge i sin formidling. De elleve kasser sikrer, at man tænker alle aspekter af sin formidling igennem. 

Mangler formidlingskompetencer
Formidlingsbyen har været to år undervejs, og det er Herlev, Fredensborg, Furesø, Glostrup og Rødovre, der står bag. Cirka 20 medarbejdere har været involveret i projektet med arbejdstitlen: Biblioteket som scene for ny formidlingspraksis.

- Det er desværre stadig en udbredt opfattelse, at biblioteket er en samling af materialer, og når de materialer bliver digitale, er der ikke længere brug for fysiske biblioteker. Derfor skal vi tydeligt vise, at bibliotekerne er et uundværligt led i fødekæden, der sikrer alle borgere et videns- og dannelsesniveau. Det gør vi ved professionel oplevelsesorienteret formidling af indhold – digitalt eller ej. Man får ikke nok formidlingskompetencer med sig fra uddannelserne på IVA, siger Linda Klingenberg, der mener, at bibliotekets personale er nødt til at styrke deres roller som formidler af viden, aktiviteter og aktuelt indhold på bibliotekerne.

- Efterhånden som medarbejderne har spillet det igennem nogle gange, vil redskaberne i spillet være på ryggraden, så man husker de forskellige trin og muligheder i ens formidling - også uden brug af Formidlingsbyen, siger Linda Klingenberg.  

Udviklingen af Formidlingsbyen har fået støtte af Kulturstyrelsen. Planen er at få fremstillet tre sæt af spillet, som biblioteker rundt i landet kan låne.  Der vil blive udarbejdet en tilmeldingsblanket, som kan hentes på Herlev Biblioteks hjemmeside eller man kan sende en mail til projektkoordinator Sandra Paldrup på sap@herlevbibliotek.dk.


Læs mere om projektet på Herlev Biblioteks hjemmeside


Kommentarer (1)

28. marts 2014 kl. 11:35
Jeg gad godt som studerende på IVA, at se spillet, så det ville da også være oplagt at sende et eksemplar af dette spil til os studerende :)

Skriv en kommentar