Sporthallens første bibliotek

05-03-2014 af Sabrine Mønsted
Vandreolen i Gladsaxe Sportscenter åbnede i februar og er en af Danmarks første biblioteksfaciliteter i en sportshal.

Der kommer mange mennesker, der venter – så ideen om et minibibliotek i idrætshallen i Gladsaxe var ikke svært at sælge, for den var ret oplagt. Faktisk havde den ligget og luret i flere år.

 - Man har længe talt om i kommunen, at der manglede liv i idrætshallens forhal, som er fordelingshal til svømmehallen og idrætshallen, og så bød vi ind med ideen om Vandreolen, siger udviklingschef i Gladsaxe Bibliotekerne Esben Fjord. 

Biblioteket har i første omgang valgt at gøre tilbuddet så ressourceneutralt som muligt. Det vil sige, at personalet skal bruge et minimum af kræfter på det. Én gang om måneden eller hver anden måned skal personalet på filialen i Høje Gladsaxe tjekke om, der mangler materialer og opdaterer dem, men den daglige oprydning tager medarbejderne i sportshallen sig af. 

- Blandt personalet har vi selvfølgelig diskuteret, hvad det ville kræve af os. Og udfordringerne har været forventningsafstemning i forhold til, hvem der gør hvad i samarbejdet med sportshallen. Personalets bekymring har handlet om, hvordan det skulle se præsentabelt ud, når der ikke er personale, men de kan se ideen med projektet. Indtil videre har vi gjort Vandreolen til et »ubemandet eksperimentarium«, hvor der ikke er udlån eller aflevering, men hvor man kan læse i coffeetablebøger og populære magasiner. Vi præsenterer også mange af vores digitale tilbud som magasiner, aviser og spil på iPads, fortæller Esben Fjord. 

Hvis erfaringerne med Vandreolen er positive, kan Esben Fjord sagtens forestille sig ideen bredt ud til andre af kommunens institutioner som musikskoler og andre idrætshaller. 


VandReolen ligger i forhallen i Gladsaxe Svømmehal, Vandtårnsvej 55



Kommentarer (2)

6. marts 2014 kl. 13:42
Jeg kan nu godt komme i tanke om andre sportssteder med et eksisterende bibliotekstilbud - i flæng Ordrup, Korup og Tommerup - men vinklen og måden er da absolut interessant :-)
7. marts 2014 kl. 07:54
Go ide, men jeg ønsker mig fotos - hvordan ser det ud?

Skriv en kommentar