4.000 boguddelere klar

11-03-2015 af Sabrine Mønsted
Den 23. april skal 100.000 bøger uddeles på Danmark Læser Dagen. Du kan stadig nå at melde dig som boguddeler.
I hele Danmark har der været stor interesse for at være frivillig uddeler af bøger, og boguddelerne har udvist stor opfindsomhed i forhold til, hvor bøgerne skal deles ud fra hospitaler, plejehjem, sportsklubber, fængsler, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, til havs og på en boreplatform.

Kulturminister Marianne Jelved har afsat 20 millioner kroner over fire år til initiativet Danmark Læser. Initiativet indeholder udover selve boguddelingsdagen en konkurrence mellem kommunerne om, hvem der kan finde på de mest kreative tiltag til at få flere til at læse.

Hvis du vil være med til at dele bøger ud, så tilmeld dig her inden den 22. marts 2015.

Er man ikke en af de heldige, der får en bog, kan alle bøger downloades gratis som lydbog eller e-bog i 24 timer den 23. april 2015.

De udvalgte bøger


Et uvildigt panel har besluttet, hvilke fem bøger der skal deles ud på dagen:


•                          ”Bavian” af Naja Marie Aidt

•                          ”Drager over Kabul” af Morten Hesseldahl

•                          ”Den sønderjyske farm” af Erling Jepsen

•                          ”Og sådan blev det” af Maren Uthaug

•                          ”Hævn” af Robert Zola Christensen.


Fakta om Danmark Læser Dagen

Den 23. april er udnævnt til Verdens Bogdag af UNESCO. Datoen er valgt, fordi det er William Shakespeares fødselsdag og samtidig dødsdagen for forfatterne Miguel de Cervantes og Inca Garcilaso de la Vega.

Skriv en kommentar