Bibliotekarforbundet forbereder outsourcing af sin administration

03-03-2015 af Anette Lerche
Fra 1. januar 2016 flytter Bibliotekarforbundet knap 200 meter over i Akademikerhuset og outsourcer samtidig sine administrative ydelser til Dansk Magisterforening. Alt i alt giver det en besparelse på mere end tre millioner årligt, hvilket sikrer, at forbundet kan opretholde sit nuværende serviceniveau fremover.
Bibliotekarernes Hus på Frederiksberg

Bibliotekarforbundet har blandt andet flere it-projekter i løbet af foråret, der forbereder forbundets outsourcing af de administrative ydelser. Arkivfoto: Bibliotekarforbundet

Når Bibliotekarforbundet i 2016 flytter fra det runde tårn på Lindevangs Allé 2 til Akademikerhuset på Peter Bangs Vej 30, er det reelt set tale om en gåtur, der kan gøres på to minutter. Besparelserne ved øvelsen er dog væsentlig større, og første fase i forberedelserne, der handler om it, er allerede iværksat.

I midten af februar skiftede Bibliotekarforbundet til en ny it-leverandør. Øvelsen var første led i en plan om at gøre Dansk Magisterforenings overtagelse af Bibliotekarforbundets administrative ydelser så gnidningsfri som overhovedet muligt. Næste fase i den proces er planlagt til midten af marts, hvor forbundet skifter leverandør til support af hjemmesiden, og senere på foråret begynder forberedelserne til en opdatering af medlemssystemet.

De tidligere forberedelser er sat i værk for, at medlemmerne ikke oplever serviceforringelser eller driftsforstyrrelser, når Bibliotekarforbundet flytter over i Akademikerhuset, der er ejet af Dansk Magisterforening og også huser en række andre akademiske fagforbund, som eksempelvis Arkitektforbundet og Den Danske Dyrlægeforeningen.

Det er endnu ikke besluttet, om Bibliotekarforbundets hus skal sælges eller lejes ud. Det er forventningen, at dette spørgsmål bliver afklaret i løbet af foråret 2015.

Skriv en kommentar