Biblioteker nomineret som årets digitale initiativ

16-11-2015 af Anette Lerche
Mere end halvdelen af de nominerede projekter i Årets digitale initiativ er drevet i samarbejde med biblioteker.

I Ballerup handler det nominerede projekt om etniske minoriteter, der får styrket deres it-kompetencer på biblioteket. I Skanderborg er projektet målrettet kommunens ældre, som kan komme på biblioteket og blive undervist i kommunens digitale selvbetjeningsløsninger, og på Frederiksberg har biblioteket taget hånd om de it-svage borgere, der har brug for et individuelt læringsforløb for at komme i gang med den digitale selvbetjening. 

Listen over de ti nominerede projekter inden for kategorien Årets digitale initiativ, som uddeles af Digitaliseringsstyrelsen, rummer adskillige biblioteker. Ud over Ballerup, Skanderborg og Frederiksberg er også Horsens, Aarhus og Taarnby biblioteker nomineret til prisen som Årets digitale initiativ.

Derfor er der pæne chancer for, at det bliver et bibliotek, der løber af med prisen, når den deles ud torsdag den 19. november.

Læs mere om de nominerede projekter på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.

Skriv en kommentar