Biblioteksafgift til e-bøger

22-04-2015 af Sabrine Mønsted
Biblioteksafgiften skal moderniseres, så den fremover også inkluderer e-bøger, netlydbøger og digitalt udlån, lyder anbefalingen fra et udvalget under Kulturministeriet.
I dag får forfattere, komponister og andre kunstnere del i biblioteksafgiften, når deres værker stilles fysisk til rådighed, men ikke når det sker digitalt. Og det giver ikke mening, mener kulturminister Marianne Jelved.

»Biblioteksafgiftsordningen bidrager til litteratur og musik af høj kvalitet, så vi skal have en ordning, der giver mening i den digitaliserede verden«, siger hun.

Derfor har hun bedt Udvalget for Biblioteksafgift for Bøger og Musik under Kulturministeriet om at se på mulighederne for at inkludere de digitale tilbud. Udvalget er netop kommet med deres rapport, der indeholder en række anbefalinger til, hvordan det kan gøres.

Rapporten er sendt i høring med frist for bemærkninger 14. maj 2015.

Læs rapporten her


Skriv en kommentar