Bibliotekskonference på cykelstien

02-09-2015 af Emma Nikander
Den 6. september ruller 80 bibliotekarer fra hele verden ud på de jyske cykelstier. Bibliotekarforbundets formand cykler med på første del af den fem dage lange tur gennem Jylland, hvor målet er vidensdeling på tværs af landegrænser og fokus på bibliotekerne.

Foto: flickr, Cyc4lib 2012

Årets Cycling for Libraries konference går under titlen New Nordic, og fokus er på de skandinaviske biblioteker. Når de rullende biblioteksfolk den 6. september rammer Frederikshavn Bibliotek som det første stop på vejen ned gennem Jylland, har de derfor allerede adskillige kilometer i benene fra Norge og den svenske vestkyst.

Deltagerne på den i alt 600 kilometer lange tur, der starter i Oslo den 1. september, stopper undervejs på folkebiblioteker, forskningsbiblioteker og specialbiblioteker. Her fremlægger bibliotekerne lokale projekter til inspiration, og den danske del af ruten byder på mange facetter af biblioteksvæsenet: fra læsekredsprojekter til større organisationsændringer. 

Formand på landevejen

Bibliotekarforbundet er med til at sponsorere Cycling for Libraries 2015, og formand Tine Jørgensen sætter sig i sadlen på en del af ruten:

‒ Ideen om, at man på tværs af kloden mødes og cykler for at gøre opmærksom på bibliotekerne, vil jeg gerne støtte op om. Det handler om at lade sig inspirere af hinanden. Jeg er spændt på at se, hvordan konferenceformen fungerer, og glæder mig til at besøge en række udvalgte biblioteker og firmaer, der arbejder inden for biblioteksvæsenet.

Cykelturen slutter i Aarhus den 11. september i Dokk1, og der er lagt op til, at deltagerne kan fortsætte vidensdelingen på den internationale Next Library konference i Aarhus, der begynder den 12. september.
   
Det er femte gang, der afholdes Cycling for Libraries. Første gang var i 2011, hvor turen gik fra København til Berlin, og i de efterfølgende år har cyklende bibliotekarer blandt andet kørt de baltiske lande og Frankrig tyndt for inspiration.
  

Vil du ud og støtte op om bibliotekarerne på landevejen, kan du finde programmet for turen her.

Læs mere om Cycling for Libraries på konferencens hjemmeside.



Skriv en kommentar