Bogløst skolebibliotek bekymrer

15-06-2015 af Anette Lerche
I Græsted i Nordsjælland vil man efter sommeren slå dørene op til et bogløst skolebibliotek. Det pædagogiske læringscenter på Tingbakkeskolen skal i stedet give børnene mulighed for at søge og læse materialer på computere og mini-iPads.

Når skoleelverne på Tingbakkeskolen efter sommerferien skal ned på det pædagogiske læringscenter, bliver det ikke for at hente bøger. I stedet skal de søge efter og læse materialer på enten computere eller mini-iPads. Målet er at skærpe læselysten hos børnene ved at bruge de medier, som børnene i forvejen er tiltalte af – nemlig de digitale, forklarer skolens leder Marianne Vedersø til Politiken. Bøgerne er dog også stadig tilgængelige for børnene, da der vil være bogkasser i klasselokalerne.

Tiltaget har fået Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark til at løfte en advarende pegefinger, fordi forskningsresultater tyder på, at børn husker og forstår tekster bedre, når de læser dem i en bog frem for digitalt.

Biblioteksleder i Gribskov, Vibeke Steen understreger, at de digitale tilbud handler om at formidle litteratur til børnene på de platforme, hvor de færdes.

- Vi skal ind og lave nogle andre fællesskaber om det at have en god læseoplevelse og om at være kreativt skabende omkring it, siger hun.

Bibliotekarforbundets formand mener dog trods de gode hensigter, at et bogløst pædagogisk læringscenter – altså et skolebibliotek – er en bekymrende udvikling. På Bibliotekarforbundets Facebook-side siger hun. 

- Jeg mener ikke, vi er så langt i den digitale udvikling af bibliotekerne, at det er en god idé at gå så drastisk til værks. Forskning viser, at man læser dårligere på en skærm og har sværere ved at fordybe sig og huske det, man læser. Derfor kan det være problematisk at satse så ensidigt på digitale materialer, når det drejer sig om skolebørn, der skal lære at læse. Der er brug for begge dele.


Skriv en kommentar