Hvordan motiverer ledere bedst?

24-03-2015 af Sabrine Mønsted
Hvilken slags ledelse får det bedste frem i medarbejderne? Det skal et fireårigt projekt afdække, og nu, efter lidt over et år, er resultaterne begyndt at dukke op. 
- Der er for eksempel en positiv sammenhæng mellem ledere på daginstitutionsområder, der har en klar vision, som de får formidlet til medarbejderne, og som de formår at holde fast i, og så medarbejdernes trivsel, forklarer professor på KORA og Aarhus Universitet Lotte Bøgh Andersen.

I alt er 560 ledere med i projektet, og de kommer fra skole- og daginstitutioner, fra Skat og fra finanssektoren. Igennem et år skal de trænes i en bestemt ledelsesstil. Både før og efter skal deres 20.000 medarbejdere deltage i en undersøgelse for at afdække, hvordan ledelse påvirker deres indsats.

Lederne er blevet inddelt i fire grupper, hvor en gruppe bliver undervist i transformationsledelse, der søger at påvirke medarbejdernes værdier og motivation. En anden gruppe trænes i transaktionsledelse, som anvender belønning og straf, den tredje gruppe undervises i en kombination af de to former, og den sidste gruppe er en sammenligningsgruppe.

Bibliotekschefer kommer også til at kunne lade sig inspirere af de endelige resultater, mener Lotte Bøgh Andersen.

- Vi har involveret ledere fra forskelige offentlige og private institutioner for at gøre det endelige resultat så brugbart for så mange som muligt. En biblioteksleders udfordringer vil nok minde om en skoleleders, da det også er en offentlig serviceinstitution, men samtidig har bibliotekerne også et interaktionsmønster med borgerne, der mere minder om den, Skat har. På den måde kan lederne kombinere den viden, vi får om effektiv ledelse, siger hun.

Til august har lederne været gennem deres 1-årige træningsforløb, og derefter kommer det endelige resultat om, hvilke ledelsesmetoder der giver mest muligt motivation og medarbejdertrivsel. 


Kommentarer (1)

24. marts 2015 kl. 21:30
Sjovt nok, at man ikke har trænet i ledelsesstilen: "Fyr lederen"...
Det er på en eller anden måde sjovt og latterligt på samme tid, at voksne mennesker stadig skal lide under, at nogle aldersmæssigt voksne mennesker ønsker sig at kalde sig 'ledere' og kalde deres ofte ret ligegyldige og ofte overflødige funktioner for 'ledelse'.
I bund og grund en tragikomisk situation, der har sit udspring og sin begrundelse i en kortslutning, hvor begrebet 'ledelsesret' blev cementeret i den danske arbejdsmarkedsmodel. 'Ledelsesretten' som arbejdsmarkedsbegreb nødvendiggør på surrealistisk vis, at 'ledere' udnævnes, og 'ledelse' opstår som en tom betegner, som helt ufatteligt mange mennesker så tjener deres hyre ved at skrive stolpe op og stolpe lysår ud til siden om det som de fleste på arbejdsmarkedet fniser af uden for dokumentationens rækkevidde. Fyr lederne - og giv os enhedsløn, så vi kan koncentrere os om at leve og levere meningsfuldt og samfundsnyttigt til gavn for de problemstillinger verden står overfor. Det ville give klart flere hænder, klart bedre produkter og services, og vi var fri for at se kolleger tilte omkring os. ... Hmmm - vi var også fri for MUS-samtaler, lønforhandlinger og alle de andre ting, som de såkaldte ledere synes det er vigtigt, at de misbruger deres og andres tid med i stedet for at levere noget meningsfuldt til vores medborgere.

Skriv en kommentar