Kandiderer I til prisen som verdens bedste folkebibliotek?

22-04-2015 af
Kulturstyrelsen uddeler igen i år prisen for verdens bedste nye folkebibliotek Public Library of The Year Award. Den 15. april blev der åbnet op for indstilling til prisen, der hædrer det moderne og nytænkende bibliotek.
Harmoni mellem arkitektur og funktion
Public Library of the Year Award blev etableret i 2014 i samarbejde med Realdania som et led i udviklingsprojektet Modelprogram for folkebiblioteker: et webbaseret inspirationskatalog og værktøjskasse til udvikling af folkebiblioteket med fokus på nye samspil mellem rum og funktion.

Sidste år blev prisen tildelt biblioteket Craigieburn Library i Hume City i Australien, der er tegnet af arkitektfirmaet Francis-Jones Morehen Thorp.

Dommerkommiteens begrundelse gik blandt andet på arkitekturens samspil med lokalområdet, og den måde biblioteket udgør en dynamisk platform for udvikling af kultur og viden i Hume City.

Prisen tildeles et folkebibliotek, der lever op til Kulturstyrelsens Modelprogram. Det indebærer fokus på en udvikling af kreativ anvendelse af it samt at tage højde for lokalbefolkningens sammensatte behov.

For at kandidere til prisen skal biblioteket være nybygget eller nyindrettet i bygninger, der ikke har været i brug som bibliotek i perioden 1. januar 2013 til 15. juni 2015.

Sponser med vision for folkebiblioteket
I 2015 er det med it-firmaet Systematic som ny sponsor.

‒ Vi har valgt at sponsere Public Library of the Year Award, fordi digitaliseringen af fremtidens bibliotek er et område, som vi gerne vil være med til at løfte. De digitale løsninger skal, sammen med arkitekturen, indbyde til oplevelser, formidling og brug af bibliotekernes viden, siger Vice President i Systematic, Martin Brøchner-Mortensen.

Prisuddeling i august
Kandidater til prisen kan ansøge fra den 15. april 2015 til den 15. juni 2015, og prisen uddeles i august til den internationale bibliotekssammenslutning IFLA’s årsmøde i Cape Town, Sydafrika.

Folkebiblioteker, der ønsker at kandidere, kan finde mere information på Kulturstyrelsens hjemmeside: http://modelprogrammer.kulturstyrelsen.dk/ og ansøge via Ansøgningsskema kan hentes via Modelprogram for folkebiblioteker.


Skriv en kommentar