Krimien fylder igen i år Horsens Statsfængsel

16-02-2015 af Sabrine Mønsted
For 14. år i træk står Horsens Bibliotek bag årets Krimimesse den 21.-22. marts i det gamle statsfængsel. Og messen vokser sig stadig større.
- Det er en glæde at kunne hente kendte krimiforfattere til messen og samtidig have mulighed for at sætte spot på nye forfattertalenter inden for genren, siger Vibeke Johansen, bibliotekar på Horsens Bibliotek og programansvarlig.

I år får messen blandt andet besøg af den norske krimiforfatter Håkan Nesser, der modtager Palle Rosenkrantz-prisen af danske Jesper Stein og Jussi Adler-Olsen, men også af forholdsvis ukendte forfattere som amerikanske Jean Hanff Korelitz og new zealandske Paul Cleave.

Vibeke Johansen var med til at starte Krimimessen for 14 år siden og synes stadig, det er lige sjovt.

- Det er jo et fælles projekt på biblioteket at få messen op at stå hvert år, og vi har brugere, der kommer allerede i efteråret og spørger: Hvem kommer på årets Krimimesse?

Forlag og forfattere bakker messen op, der er vokset år for år. I år er der opsat et stort telt med plads til endnu flere stande end tidligere og to scener.

- Vi var lidt betænkelige ved at udvide så meget. Det kræver både, at vi sælger flere stande og får flere forfatterbesøg og foredrag, men det har vist sig at gå uden problemer, og der er blevet udsolgt af stande, siger Vibeke Johansen, der understreger, at messen ikke skal vokse sig større, end at alle besøgende får en god oplevelse.

Økonomisk løber messen rundt, dog med støtte fra Horsens Kommune og andre sponsorer.

TV2 Regionerne sender live fra Krimimessen hele weekenden og DR's program Skønlitteratur på P1 sender live lørdag.

Læs mere om årets Krimimesse, og se hele programmet her.

Skriv en kommentar