Ledelsen glemmer arbejdsmiljøet i forandringsprocesser

02-12-2015 af Anette Lerche

31 procent af akademikerne er utilfredse med den måde, ledelsen håndterer forandringer på arbejdspladsen. Det viser en undersøgelse foretaget af Akademikerne.

Hvis du synes, at din leder glemmer at have fokus på arbejdsmiljøet, når der er forandringer på din arbejdsplads, så er du langt fra alene. En ny undersøgelse blandt akademikere viser, at hver tredje akademiker er utilfreds med ledelsens håndtering af forandringer på arbejdspladsen. Det viser en undersøgelse foretaget af Akademikerne.

Men det kan få store konsekvenser at glemme arbejdsmiljøet i forandringsprocesserne, for det er blandt andet disse belastninger, der kan give medarbejderne stress. Omvendt vil et større fokus på arbejdsmiljø ikke kun give et bedre arbejdsmiljø, men også en højere produktivitet.

Og det giver mening at have fokus på området, for forandringer er et vilkår, som langt de fleste oplever med jævne mellemrum. I undersøgelsen svarer to ud af tre akademikere, at de har oplevet omorganiseringer inden for de seneste to år.

- Omorganiseringer på arbejdspladserne fylder meget hos mange akademikere. Lederne skal tage deres ansvar alvorligt – det er dem, der står i spidsen for de store forandringsprojekter. Der er ingen undskyldning for ikke at have ordentligt fokus på sine medarbejdere, siger Akademikernes formand Finn R. Larsen.

Det er kun 24 procent af akademikerne i undersøgelsen, der svarer, at de er tilfredse med ledelsens fokus på arbejdsmiljøet i forandringsprocesser.

Læs mere om Akademikernes undersøgelse her.


Skriv en kommentar